Når et selskab går konkurs, opstår der ofte kamp om resterne. Hvem har egentlig krav på de penge, der måtte være tilbage, når boet gøres op? Og hvorfor ser vi gang på gang, at nogle kreditorer går tomhændet hjem, mens andre får dækket deres tilgodehavender næsten fuldt ud? Svaret ligger i den såkaldte prioritetsorden – en slags regelbog, der bestemmer rækkefølgen, når konkursboets midler skal fordeles.
I denne artikel dykker vi ned i, hvad prioritetsorden i konkurs betyder, og hvordan den fungerer i praksis. Vi ser nærmere på de forskellige aktører, der kan have penge til gode hos et konkursramt selskab, og forklarer, hvorfor nogle krav står stærkere end andre. Undervejs giver vi konkrete eksempler for at vise, hvordan prioritetsordenen kan få afgørende betydning for både store og små kreditorer.
Her finder du mere information om Advokat Ulrich Hejle
.
Uanset om du er nysgerrig virksomhedsejer, kreditor eller blot interesseret i, hvordan reglerne fungerer, giver denne artikel dig overblikket over, hvem der får først og mest, når konkursboet fordeles.
Hvad betyder prioritetsorden i konkursboer?
Når et firma går konkurs, kan værdierne sjældent dække alle de krav, som kreditorerne har. Derfor er det nødvendigt at afgøre, i hvilken rækkefølge – altså efter hvilken prioritetsorden – de forskellige kreditorer får udbetalt deres tilgodehavender fra konkursboet.
Prioritetsordenen i konkursboer betyder kort sagt, at der er en lovbestemt rækkefølge for, hvem der får penge først, og hvem der kommer til sidst eller måske slet ikke får noget. Denne rangorden har stor praktisk betydning for både virksomheder, ansatte, det offentlige og andre, der har penge til gode, fordi den afgør, hvor stor sandsynligheden er for, at de får deres penge igen ved en konkurs.
Formålet er at skabe retfærdighed og forudsigelighed, så alle ved, hvordan midlerne bliver fordelt, og hvilke rettigheder de forskellige kreditorer har, når et selskab ikke længere kan betale sine regninger.
De vigtigste aktører i konkurs – hvem står i køen?
Når et selskab går konkurs, opstår der hurtigt en kamp om boets midler, hvor en række forskellige aktører stiller sig i kø for at få dækket deres krav. De vigtigste aktører i en konkurs er som regel selskabets kreditorer, som kan være alt fra banker og andre långivere til leverandører og kunder, der har penge til gode.
Derudover spiller lønmodtagere en central rolle, da deres tilgodehavender for løn og feriepenge har en særlig beskyttelse. Det offentlige, typisk SKAT og andre myndigheder, kan også have krav på betaling af skatter og afgifter.
Endelig er der de efterstillede kreditorer og selskabets ejere, som ofte står sidst i køen. Prioritetsordenen afgør, hvem der har ret til at få udbetalt deres penge først, og i de fleste tilfælde er det kun de bedst sikrede aktører, der får fuld dækning, mens andre må nøjes med en mindre del eller slet ingenting.
Sikrede kreditorer og deres fortrinsret
Sikrede kreditorer har en særlig stærk position i konkursboets prioritetsorden, fordi deres tilgodehavender er sikret gennem pant eller anden form for sikkerhed i skyldnerens aktiver. Det betyder, at de har en fortrinsret til at få dækket deres krav forud for de fleste andre kreditorer, hvis det pantsatte aktiv bliver realiseret ved salg.
For eksempel kan en bank, der har ydet lån mod pant i virksomhedens ejendom eller maskiner, forvente at få hele eller dele af sit udestående betalt direkte af provenuet fra salget af disse aktiver, før midlerne fordeles til de øvrige kreditorer.
Denne fortrinsret er begrundet i, at sikrede kreditorer ofte har løbet en mindre risiko, idet de netop har taget sikkerhed for deres udlån.
Dog er der visse udgifter og krav, der kan gå forud for de sikredes dækning, såsom omkostninger til selve bobehandlingen og særlige privilegerede krav, men grundlæggende står de sikrede kreditorer langt bedre end de usikrede, når konkursboets aktiver skal fordeles.
- Her finder du mere information om Ulrich Hejle.
Lønmodtagere og Lønmodtagernes Garantifond
Lønmodtagere indtager en særlig position i konkursordenen, da de ofte er afhængige af deres lønindkomst og derfor er beskyttet af lovgivningen. Hvis en virksomhed går konkurs, har lønmodtagerne fortrinsret til at få udbetalt deres tilgodehavende løn, feriepenge og visse andre ydelser, før de fleste andre kreditorer får del i boet.
I tilfælde af at konkursboet ikke har tilstrækkelige midler til at dække lønkravene, træder Lønmodtagernes Garantifond (LG) til og sikrer, at lønmodtagerne alligevel får udbetalt deres krav op til et lovbestemt maksimum.
Garantifonden fungerer dermed som en slags sikkerhedsnet for ansatte, så de ikke står helt uden indkomst, selv om arbejdsgiveren går konkurs. Efter udbetaling overtager Garantifonden lønmodtagernes plads i prioritetskøen og forsøger at indkræve beløbet fra konkursboet, men står da på samme prioritet som lønmodtagerne ville have gjort.
Det offentliges rolle som kreditor
Når det offentlige optræder som kreditor i et konkursbo, sker det typisk i forbindelse med ubetalte skatter, moms, arbejdsmarkedsbidrag eller andre offentlige afgifter. Det offentlige har dog ikke en særskilt fortrinsstilling i konkursordenen, medmindre der er tale om visse specifikke krav, som eksempelvis indeholdt A-skat og AM-bidrag for ansatte, hvor det offentlige kan indtræde i lønmodtagernes plads.
De fleste offentlige krav bliver dermed kategoriseret som almindelige usikrede krav, hvilket betyder, at staten, kommuner og andre offentlige myndigheder ofte må stille sig bag både sikrede kreditorer og lønmodtagerkrav i køen om boets midler.
Denne placering afspejler et politisk valg om, at det offentlige ikke skal have forrang frem for private kreditorer i de fleste tilfælde. Det kan føre til, at store beløb i skatter og afgifter går tabt, når virksomheder går konkurs, hvilket løbende er genstand for debat om balancen mellem hensynet til statskassen og til andre kreditorer.
Usikrede kreditorer – dem der ofte trækker det korte strå
Usikrede kreditorer er den gruppe, som desværre ofte står tilbage med de mindste chancer for at få deres penge, når et konkursbo skal gøres op. I modsætning til sikrede kreditorer, der har pant eller anden sikkerhed i virksomhedens aktiver, har de usikrede kreditorer ingen fortrinsstilling – de skal stille sig bag i køen og må vente på, at alle med bedre ret har fået deres andel.
Det betyder, at hvis der ikke er midler nok i boet, får de usikrede kreditorer enten en meget lille del af deres tilgodehavende eller ingenting overhovedet.
Typisk omfatter denne gruppe blandt andet leverandører, samarbejdspartnere og kunder, som ikke har fået deres varer eller ydelser betalt.
For mange kan et tab som usikret kreditor have store økonomiske konsekvenser og i værste fald true deres egen drift. Risikoen for at trække det korte strå er altså reel – og netop derfor er det vigtigt at være opmærksom på, hvilken rolle og hvilke rettigheder man har som kreditor, hvis man handler med virksomheder med usikker økonomi.
Efterstillede krav og aktionærernes position
Efterstillede krav indtager en særlig plads i konkursordenen, da de først bliver dækket, når alle øvrige kreditorer har fået deres tilgodehavender. Dette gælder for eksempel lån eller tilgodehavender, hvor långiveren på forhånd har accepteret at stå bagest i køen, ofte for at tiltrække ny kapital til virksomheden.
Aktionærerne har den svageste retsstilling i konkursen, fordi de som ejere af virksomheden kun får del i et eventuelt overskud, når samtlige kreditorer – inklusive de efterstillede – er blevet betalt fuldt ud.
I praksis betyder det, at aktionærer meget sjældent modtager noget i tilfælde af konkurs, da boets aktiver typisk ikke rækker til at dække de mere prioriterede krav. Både efterstillede kreditorer og aktionærer løber således en betydelig risiko og må som oftest indstille sig på, at deres investering går tabt ved konkurs.
Eksempler fra virkeligheden: Når prioritetsordenen afgør slaget
Når et konkursbo skal fordeles, er det ofte prioritetsordenen, der afgør, hvem der står tilbage med tab og hvem der får dækning for deres krav. Et konkret eksempel er konkursen i OW Bunker, hvor flere banker havde pant i selskabets aktiver og derfor stod forrest i køen, mens leverandører og mindre samarbejdspartnere måtte se langt efter deres penge.
I en anden sag fra restaurationsbranchen oplevede medarbejderne, at de fik udbetalt deres tilgodehavende løn gennem Lønmodtagernes Garantifond, mens udlejeren af lokalerne kun modtog en brøkdel af sit udestående, fordi han var usikret kreditor.
Sådanne situationer viser tydeligt, at selv om mange har penge til gode, er det kun dem med den rette prioritet – oftest panthavere og staten – der kan regne med at få det meste af deres tilgodehavende, når konkursboet skal deles. Resten må ofte nøjes med småbeløb eller slet ingenting.
