Garantier og kautioner spiller en central rolle i mange virksomheders finansiering, både når det gælder lån, samarbejdsaftaler og større investeringer. Disse juridiske redskaber kan være afgørende for at skabe tillid mellem parterne og sikre, at aftaler bliver overholdt – men de indebærer også væsentlige forpligtelser og risici for både virksomheder og privatpersoner, der påtager sig rollen som garant eller kautionist.
I denne artikel får du en grundig juridisk guide til, hvad garantier og kautioner egentlig er, hvordan de bruges i erhvervslivet, og hvilke krav og forpligtelser der følger med. Vi gennemgår de forskellige typer, de involverede parter, og de juridiske formaliteter, man skal være opmærksom på. Samtidig ser vi nærmere på de risici, der er forbundet med at stille garanti eller kaution, og hvad der sker, hvis aftalen misligholdes.
Målet er at give dig, som virksomhedsejer eller rådgiver, et solidt overblik over de vigtigste aspekter ved garantier og kautioner – og ikke mindst praktiske råd til at undgå de faldgruber, som kan opstå undervejs.
Definition og formål med garantier og kautioner
Garantier og kautioner er centrale begreber inden for erhvervsfinansiering, hvor de begge fungerer som sikkerhedsforanstaltninger for kreditorer og samarbejdspartnere. En garanti er en form for tilsagn, ofte afgivet af en tredjepart såsom en bank, om at opfylde en betalings- eller leveringsforpligtelse, hvis den primære skyldner ikke gør det.
Kaution adskiller sig ved, at en person eller virksomhed – kautionisten – påtager sig et juridisk ansvar for en andens forpligtelser, typisk over for en långiver.
Formålet med både garantier og kautioner er at mindske risikoen for tab, hvis en aftalepart ikke kan opfylde sine økonomiske forpligtelser. Dermed skaber de øget tryghed og tillid i erhvervstransaktioner, hvilket ofte kan være afgørende for at opnå finansiering eller indgå større aftaler.
De mest almindelige typer af garantier og kautioner i erhvervslivet
I erhvervslivet findes der en række forskellige garantier og kautioner, der hver især tjener til at sikre opfyldelsen af aftaler og forpligtelser mellem parterne. De mest udbredte former omfatter bankgarantier, modergaranti (også kaldet selvskyldnerkaution), simpel kaution samt leverandørgarantier. En bankgaranti er ofte brugt i forbindelse med større kontrakter eller projekter, hvor en bank stiller garanti for, at en virksomhed kan opfylde sine betalingsforpligtelser overfor en tredjepart.
Selvskyldnerkaution indebærer, at kautionisten hæfter direkte og umiddelbart sammen med hovedskyldneren, hvilket giver kreditor en mere sikker position.
Simpel kaution er derimod karakteriseret ved, at kautionisten først hæfter, hvis hovedskyldneren ikke kan betale efter at have forsøgt at inddrive gælden. Leverandørgarantier bruges typisk til at sikre, at leverancer eller ydelser udføres som aftalt, og at eventuelle fejl eller mangler udbedres. Disse forskellige typer af garantier og kautioner spiller en central rolle i erhvervsfinansiering, da de skaber tryghed for både långivere, leverandører og samarbejdspartnere.
Parterne i en garanti- eller kautionsaftale
I en garanti- eller kautionsaftale indgår typisk tre hovedparter: kreditor (også kaldet begunstiget eller sikret part), debitor (hovedskyldneren) og garant eller kautionist. Kreditor er den part, der har et økonomisk krav, som ønskes sikret – for eksempel en bank, leverandør eller anden finansiel institution.
Debitor er den person eller virksomhed, der har indgået en hovedaftale med kreditoren og som oprindeligt hæfter for opfyldelse af denne aftale, typisk betaling af en gæld eller levering af en ydelse.
Garant eller kautionist er den part, der påtager sig et selvstændigt ansvar for at opfylde debitors forpligtelser, hvis denne ikke kan eller vil opfylde dem.
Garantien eller kautionen fungerer således som en sikkerhed for kreditor, idet denne kan rette sit krav mod garantisten, hvis debitor misligholder sine forpligtelser. Forholdet mellem de tre parter reguleres af selve garanti- eller kautionsaftalen, og det er afgørende, at roller og ansvar er klart defineret for at undgå tvister ved eventuel misligholdelse.
Juridiske krav og formalia ved udstedelse
Ved udstedelse af garantier og kautioner stilles der en række juridiske krav og formalia, som både garantisten eller kautionisten og den begunstigede part skal være opmærksomme på. Først og fremmest skal aftalen indgås skriftligt for at sikre klarhed om rettigheder og forpligtelser, ligesom det i praksis er et krav for at kunne dokumentere aftalens eksistens og indhold ved eventuelle tvister.
Selve garantierklæringen eller kautionserklæringen skal som minimum indeholde identifikation af parterne, en entydig angivelse af det forpligtende beløb eller ramme, samt en præcis beskrivelse af de betingelser, hvorunder garantien eller kautionen kan gøres gældende.
Det er desuden vigtigt at angive, hvilken type garanti eller kaution der er tale om – eksempelvis simpel eller selvskyldnerkaution – da dette har betydning for, hvornår og hvordan kravet kan rejses mod garantisten eller kautionisten.
- Her finder du mere information om Ulrich Hejle
.
I visse tilfælde, særligt ved større eller internationale engagementer, kan der også stilles krav om legalisering eller notarialbekræftelse, ligesom banker og finansielle institutioner ofte har egne standarder og procedurer, der skal følges.
For virksomhedsgarantier kan der ydermere være krav om behørig vedtagelse i virksomhedens ledelsesorganer, og det kan være nødvendigt at sikre, at udstedelsen er i overensstemmelse med selskabets vedtægter og interne beslutningsregler. Endelig bør parterne være opmærksomme på lovgivningsmæssige begrænsninger, herunder reglerne i aftaleloven og eventuelle særlove, såsom kreditaftaleloven eller finansiel lovgivning, der kan stille yderligere betingelser for gyldigheden af garantier og kautioner. Overholdelse af disse formalia er afgørende for, at garantien eller kautionen kan anses for at være juridisk bindende og kan håndhæves efter sit indhold.
Risici og ansvar for garant og kautionist
Når man påtager sig rollen som garant eller kautionist, indebærer det en betydelig økonomisk og juridisk risiko. Garantens eller kautionistens primære ansvar er at indfri den forpligtelse, som hoveddebitor ikke opfylder over for kreditor, hvilket kan føre til et direkte krav om betaling uden hensyn til egen økonomiske situation.
Dette ansvar kan både være begrænset eller ubegrænset, afhængigt af aftalens ordlyd, og det er derfor vigtigt nøje at gennemgå og forstå vilkårene, før man indgår en sådan aftale.
En kautionist hæfter typisk solidarisk med hoveddebitor, hvilket betyder, at kreditor kan kræve hele beløbet hos kautionisten, uden først at skulle rette krav mod hoveddebitor.
Derudover kan involvering som garant eller kautionist påvirke ens kreditværdighed og muligheder for at opnå finansiering i fremtiden, da forpligtelsen ofte registreres som en potentiel gæld. Endelig bør man være opmærksom på, at ansvaret som garant eller kautionist kan vare ved i mange år, alt efter aftalens løbetid og eventuelle forlængelser, hvilket kan få langsigtede konsekvenser for ens økonomiske dispositioner.
Hvordan vurderes og håndteres misligholdelse
Når det kommer til misligholdelse af en garanti- eller kautionsaftale, er det centralt først at vurdere, om der faktisk foreligger misligholdelse i henhold til aftalens vilkår. Dette indebærer en gennemgang af de konkrete betingelser og forpligtelser, som parterne har påtaget sig, samt om der er indtrådt en begivenhed – for eksempel manglende betaling eller opfyldelse af en ydelse – der udløser garantens eller kautionistens ansvar.
Ofte vil kreditor rette et skriftligt krav mod garant eller kautionist, hvorefter det er vigtigt straks at foretage en juridisk vurdering af kravets berettigelse og størrelse.
Håndteringen af misligholdelse sker typisk ved, at garant eller kautionist enten opfylder kravet eller bestrider det, hvis der ikke er tale om reel misligholdelse.
Det er afgørende at reagere hurtigt og dokumentere al kommunikation, da passivitet kan tolkes som accept. I nogle tilfælde kan forhandling eller indgåelse af en betalingsordning være en løsning, mens mere komplicerede sager kan ende i retlig behandling. En professionel og systematisk håndtering af misligholdelsessituationer minimerer risikoen for yderligere tab og sikrer, at rettigheder og pligter håndteres korrekt i overensstemmelse med både aftale og gældende lovgivning.
Gode råd til virksomheder om garantier og kautioner
Når din virksomhed indgår aftaler om garantier eller kautioner, er det vigtigt at være grundig og velinformeret i processen. For det første bør du altid sikre dig, at du har et klart overblik over de forpligtelser og risici, der er forbundet med at stille garanti eller kaution – både økonomisk og juridisk.
Det kan være en god idé at få gennemgået aftalens vilkår af en juridisk rådgiver, så du undgår skjulte forpligtelser eller uklare formuleringer, der kan skabe tvivl om ansvarsfordelingen.
Undersøg nøje, om garantien eller kautionen er begrænset i tid og beløb, og sørg for at få dette præcist formuleret i aftalen.
Her finder du mere information om Advokat Ulrich Hejle >>
Derudover bør du overveje, hvem i virksomheden der har bemyndigelse til at underskrive sådanne aftaler, da det kan have betydning for virksomhedens interne styring og ansvar. Hvis din virksomhed selv skal stille kaution eller garanti, bør du vurdere, om det er foreneligt med virksomhedens likviditet og risikoappetit – overvej om der kan stilles sikkerhed på anden vis, f.eks. ved pant eller bankgaranti, som kan være mindre belastende for virksomhedens økonomi.
Det er også væsentligt at have løbende kontrol med, hvilke garantier og kautioner, der er udstedt, så virksomheden ikke mister overblikket over de samlede forpligtelser.
Endelig bør der være klare interne procedurer for, hvordan virksomheden håndterer krav om indfrielse af garantier eller kautioner, og hvordan eventuelle tvister løses bedst muligt. Ved at være proaktiv og systematisk i arbejdet med garantier og kautioner, kan virksomheden minimere risikoen for uforudsete tab og sikre et bedre grundlag for at træffe informerede beslutninger.
