I takt med at digitaliseringen forandrer den finansielle sektor og udbreder nye former for aktiver, opstår der også helt nye muligheder og udfordringer for pantretten. Hvor det tidligere var enkelt at stille sikkerhed i fysiske aktiver som fast ejendom eller biler, åbner digitaliserede aktiver som kryptovalutaer, digitale værdipapirer og andre elektroniske værdier op for et komplekst landskab af tekniske og juridiske spørgsmål. Disse aktiver er ofte immaterielle, globale og i hastig udvikling – og det stiller både långivere og pantsættere over for hidtil usete risici.
Når sikkerheden svigter, kan konsekvenserne være vidtrækkende. Usikkerhed om ejerskab, vanskeligheder ved at gøre pantet gældende og risiko for uigenkaldeligt tab præger billedet, når traditionelle pantemekanismer ikke længere slår til. Denne artikel ser nærmere på digitaliseringens løfter og faldgruber for pantretten, de tekniske og juridiske udfordringer, samt de risici, der følger med at tage pant i digitale aktiver. Afslutningsvis undersøges mulige løsninger og veje til at styrke sikkerheden i en tid, hvor den digitale udvikling ikke lader sig bremse.
Digitaliseringens løfter og faldgruber for pantretten
Digitaliseringen har åbnet døren for en række nye muligheder inden for pantretten, hvor teknologiske løsninger kan effektivisere og forenkle både stiftelse, registrering og håndhævelse af panterettigheder. Eksempelvis muliggør digitale registre hurtigere tinglysning og større gennemsigtighed i ejerforhold, hvilket i teorien kan styrke sikkerheden for både långivere og pantsættere.
Samtidig kan automatisering og brugen af smarte kontrakter mindske risikoen for menneskelige fejl og skabe mere effektive processer. Imidlertid medfører digitaliseringen også betydelige faldgruber.
Overgangen til digitale aktiver og systemer øger sårbarheden over for tekniske fejl, cyberangreb og manglende interoperabilitet mellem forskellige platforme. Derudover kan manglende klarhed i den juridiske kvalificering af digitale aktiver og usikkerhed om gældende lovvalg komplicere håndhævelsen af panterettigheder. Digitaliseringen lover altså øget effektivitet og sikkerhed, men udfordrer samtidig de traditionelle rammer for pantretten og stiller nye krav til både teknik, jura og praksis.
- Du kan læse meget mere om Advokat Ulrich Hejle
her.
Tekniske og juridiske udfordringer ved digitale aktiver
Digitaliseringen af aktiver har åbnet for en række nye muligheder, men har samtidig introduceret komplekse tekniske og juridiske udfordringer, når det gælder etablering og opretholdelse af pant. En af de væsentligste tekniske udfordringer består i selve karakteren af digitale aktiver, som ofte er decentraliserede, immaterielle og i visse tilfælde pseudonyme – eksempelvis kryptovalutaer og non-fungible tokens (NFT’er).
Disse aktiver er ikke fysisk lokaliserbare, og kontrollen over dem afhænger typisk af adgang til private nøgler eller digitale wallets, hvilket gør det vanskeligt for en långiver eller myndighed at håndhæve eller realisere et pant.
Hvis en pantsætter mister adgangen til sin private nøgle, kan det i praksis være umuligt for både pantsætter og panthaver at få adgang til aktivet.
På det juridiske plan opstår der tilsvarende udfordringer, da eksisterende lovgivning og panteretlige principper ofte er baseret på håndgribelige, fysiske aktiver, hvoraf ejerskab og rådighed kan dokumenteres og registreres i offentlige registre.
For digitale aktiver findes der endnu ikke en entydig og anerkendt retspraksis for, hvordan pant skal etableres, tinglyses eller offentliggøres, hvilket skaber stor usikkerhed for både långivere og pantsættere. Desuden er det uklart, hvordan tredjemandsbeskyttelse skal håndteres, og hvordan man effektivt kan forhindre dobbeltdisponering eller omstødelse ved konkurs.
Yderligere kompliceres situationen af, at mange digitale aktiver kan bevæge sig frit og hurtigt på tværs af jurisdiktioner, hvilket gør det vanskeligt at fastslå, hvilket lands regler der skal gælde ved tvist eller insolvens. Samlet set betyder disse tekniske og juridiske problemstillinger, at det er forbundet med betydelige risici og usikkerheder at tage digitale aktiver som sikkerhed, og at der er et stort behov for både teknologiske løsninger og lovgivningsmæssig afklaring for at sikre et velfungerende og betryggende pantemiljø i en digitaliseret økonomi.
Her finder du mere information om Ulrich Hejle.
Risici for långivere og pantsættere i en digital tidsalder
I den digitale tidsalder står både långivere og pantsættere over for nye og komplekse risici, når det gælder sikkerheden i forbindelse med pant i digitaliserede aktiver. Hvor traditionelle aktiver ofte kan identificeres og håndteres gennem velafprøvede procedurer, byder digitale aktiver som fx kryptovalutaer og digitale rettigheder på udfordringer i forhold til ejerskab, kontrol og adgang.
Långivere risikerer, at de pantsatte digitale aktiver hurtigt kan overføres, kopieres eller endda mistes som følge af tekniske fejl, cyberangreb eller utilstrækkelig regulering.
Samtidig kan pantsættere opleve usikkerhed omkring, hvem der faktisk har adgang til aktivet, og hvordan rettighederne håndhæves ved misligholdelse. Den manglende standardisering og klare juridiske rammer for digitale aktiver øger risikoen for tvister og tab, hvilket stiller krav til både øget opmærksomhed og udvikling af nye procedurer for at sikre begge parters interesser i det digitale landskab.
Mulige veje til øget sikkerhed og fremtidssikrede løsninger
En styrkelse af sikkerheden og udvikling af fremtidssikrede løsninger for pant i digitaliserede aktiver kræver en kombination af teknologiske innovationer og tilpasning af det juridiske rammeværk. For det første kan implementering af standardiserede og gennemsigtige registreringssystemer for digitale aktiver medføre større klarhed omkring rettigheder og prioritet, hvilket mindsker risikoen for dobbeltdisponering og usikkerhed for både långivere og pantsættere.
Desuden kan anvendelse af blockchain-teknologi bidrage til øget sporbarhed og uforanderlighed i pantregistreringen, hvilket kan styrke tilliden og reducere mulighederne for svig.
På det juridiske område er der behov for at opdatere lovgivningen, så den i højere grad tager højde for de særlige karakteristika ved digitale aktiver, herunder deres immaterielle natur og globale rækkevidde. Endelig kan øget samarbejde mellem teknologileverandører, finansielle institutioner og myndigheder være med til at udvikle fælles standarder og praksisser, der sikrer, at pantsætning af digitale aktiver bliver både sikkert og effektivt i fremtiden.
