Når virksomheder eller privatpersoner optager lån eller indgår aftaler med økonomiske forpligtelser, bliver spørgsmålet om sikkerhed hurtigt centralt. Ofte kræver långivere, at der stilles en form for garanti – og ikke sjældent indebærer det, at en person påtager sig et direkte økonomisk ansvar, hvis den oprindelige debitor ikke kan betale. Denne form for garanti kaldes personlig sikkerhed, og den spiller en afgørende rolle i både erhvervslivet og privatøkonomien.
Artiklen “Personlige sikkerheder: Garantistillelse og ansvarsbegrænsning” udfolder begrebet personlig sikkerhed og sætter fokus på, hvad det indebærer at stille garanti som privatperson. Vi ser nærmere på, hvordan ansvarsbegrænsning kan påvirke både långiverens og garantistillerens position, og hvilke forskellige typer af garantier der findes. Desuden belyser vi de risici, juridiske faldgruber og praktiske overvejelser, der knytter sig til garantistillelse – samt giver et overblik over, hvordan man bedst muligt kan minimere sit personlige ansvar. Til sidst kaster vi et blik på, hvordan området for personlige sikkerheder udvikler sig, og hvilke tendenser der tegner sig for fremtiden.
Her kan du læse mere om Ulrich Hejle
.
Hvad er personlige sikkerheder?
Personlige sikkerheder er et centralt begreb inden for finansiering og låntagning, især når virksomheder eller privatpersoner ønsker at opnå kredit eller finansiering fra banker, investorer eller andre långivere. En personlig sikkerhed indebærer, at en fysisk person – ofte virksomhedsejeren, direktøren eller en anden nærtstående – indestår for en forpligtelse, typisk et lån eller en kreditramme, som en virksomhed eller tredjepart har optaget.
Dette betyder, at hvis den oprindelige debitor ikke kan betale, kan långiveren rette kravet direkte mod den person, der har stillet sikkerheden, og kræve betaling af gælden.
Personlige sikkerheder gives oftest i form af kaution, selvskyldnerkaution eller personlig garanti, hvor garantistilleren påtager sig en betydelig økonomisk risiko, da hele eller dele af deres private formue kan komme i spil.
Disse sikkerheder anvendes især, når långiver ikke vurderer, at virksomhedens aktiver eller økonomiske situation alene er tilstrækkelig til at dække den risiko, der er forbundet med udlånet. Derfor ses det ofte, at banker kræver, at hovedaktionærer eller direktører hæfter personligt, når der gives lån til mindre virksomheder eller startups.
Formålet med personlige sikkerheder er således at give långiveren en ekstra tryghed for, at lånet tilbagebetales, selv hvis virksomheden skulle få økonomiske problemer. Dette kan dog medføre betydelige konsekvenser for den enkelte, som risikerer at stå personligt ansvarlig for store beløb, hvis virksomheden ikke formår at honorere sine forpligtelser. Personlige sikkerheder adskiller sig derfor fundamentalt fra virksomhedspant eller andre former for sikkerhed, hvor det primært er virksomhedens aktiver og ikke privatpersonens formue, der står på spil.
Garantistillelse – når privatpersonen hæfter
Når en privatperson stiller garanti, betyder det, at vedkommende påtager sig et personligt ansvar for en andens forpligtelser – typisk i forbindelse med lån eller kredit givet til en virksomhed, hvor personen for eksempel er ejer eller direktør. Garantistillelse indebærer, at hvis virksomheden ikke kan betale sin gæld, kan kreditoren kræve betaling direkte fra den private garant.
Dette kan få vidtrækkende konsekvenser for garantens privatøkonomi, da hele eller dele af privatpersonens formue kan komme i spil.
Det er derfor vigtigt at forstå, at garantistillelse ikke kun er en formel underskrift, men en reel økonomisk forpligtelse, der kan betyde tab af personlige værdier som bolig, opsparing og andre aktiver. Mange privatpersoner indgår garantiforpligtelser i tillid til virksomhedens fremtid, men bør være opmærksomme på den betydelige risiko, der følger med, og altid overveje alternativer eller muligheder for at begrænse ansvaret før garantien underskrives.
Ansvarsbegrænsningens betydning for långiveren
Ansvarsbegrænsning i forbindelse med personlige garantier har direkte indflydelse på långiverens risikoprofil og kreditbeslutning. Når en garantistillelse ledsages af en ansvarsbegrænsning, betyder det, at garantistillerens hæftelse er afgrænset – enten beløbsmæssigt, tidsmæssigt eller på anden måde.
Dette kan reducere långiverens sikkerhed for at få dækket et eventuelt tab, hvis hoveddebitor misligholder lånet. Fra långiverens perspektiv kan en ansvarsbegrænsning således mindske garantistillelsens værdi, da den potentielle dækning bliver mindre end ved en ubegrænset garanti.
Det kan føre til, at långiveren kræver yderligere sikkerhedsstillelse, højere rente eller stiller strengere lånevilkår for at kompensere for det øgede risikoaspekt. Långiveren må derfor nøje vurdere, om omfanget af ansvarsbegrænsningen harmonerer med den totale risikovurdering og lånets karakter, for at sikre en tilstrækkelig beskyttelse af sine økonomiske interesser.
Typer af garantier og deres praktiske anvendelse
Der findes flere forskellige typer af garantier, som anvendes afhængigt af situationen og de involverede parters behov. Den mest almindelige form er den simple garanti, hvor garantistilleren først bliver forpligtet, hvis hoveddebitor ikke opfylder sine forpligtelser over for kreditoren.
En anden udbredt form er selvskyldnergarantien, hvor garantistilleren hæfter på samme vilkår som hoveddebitor, og kreditor derfor kan kræve betaling direkte fra garantistilleren uden først at skulle gå efter hoveddebitor. Derudover findes der mere specialiserede garantiformer, såsom kaution for et bestemt beløb eller en tidsbegrænset garanti.
I praksis bruges garantier ofte i forbindelse med lån, lejeaftaler eller leverandøraftaler, hvor långivere eller leverandører ønsker ekstra sikkerhed for opfyldelsen af en kontrakt. Valget af garantitype har væsentlig betydning for både långiverens sikkerhed og garantistillerens risiko, og det er derfor vigtigt nøje at overveje, hvilken type garanti der vælges i det konkrete tilfælde.
Risici og konsekvenser for garantistilleren
Når en person påtager sig rollen som garantistiller, indebærer det betydelige risici og potentielt vidtrækkende konsekvenser. Garantistilleren hæfter ofte med hele sin personlige formue, hvilket betyder, at både opsparing, ejendom og andre værdier kan inddrages, hvis hoveddebitor ikke kan opfylde sine forpligtelser.
Dette kan føre til alvorlige økonomiske tab og i værste fald personlig konkurs. Derudover kan garantistillelse påvirke kreditværdigheden negativt, idet långivere ofte ser personlige garantier som en økonomisk forpligtelse på linje med andre lån.
Garantistilleren har som udgangspunkt ikke indflydelse på hoveddebitorens økonomiske dispositioner, men hæfter alligevel for hele gælden, hvis det går galt. Det er derfor afgørende, at man som garantistiller nøje overvejer både sine egne økonomiske forhold og hoveddebitorens soliditet, inden man indgår en aftale om personlige sikkerheder.
Juridiske faldgruber og vigtige kontraktvilkår
Når man indgår aftaler om personlige sikkerheder, såsom garantistillelse, er det afgørende at være opmærksom på de juridiske faldgruber, der ofte gemmer sig i kontrakten. Mange garantistillere undervurderer betydningen af de præcise formuleringer og betingelser, hvilket kan få alvorlige konsekvenser, hvis garantien udløses.
Et centralt vilkår er garantens hæftelse: Er der tale om en simpel eller en selvskyldnerkaution? Ved selvskyldnerkaution kan kreditor kræve betaling direkte fra garantisten uden først at foretage sig noget overfor hovedskyldneren, hvilket stiller garantisten i en betydeligt mere udsat position.
En anden faldgrube ligger i garantiperiodens varighed og eventuelle opsigelsesmuligheder – mange kontrakter fastsætter, at garantien gælder, indtil hovedforpligtelsen er fuldt indfriet, og ofte uden mulighed for at trække sig ud undervejs. Desuden bør man være opmærksom på eventuelle beløbsbegrænsninger og præcisering af, hvilke forpligtelser garantien dækker.
Manglende afgrænsning kan føre til, at garantisten hæfter for langt mere end oprindeligt forudsat. Endelig er det vigtigt at være opmærksom på lovvalg og værneting, særligt i internationale aftaler, da dette kan få afgørende betydning for, hvordan tvister afgøres. Det anbefales derfor altid at gennemgå kontraktvilkårene nøje og om nødvendigt søge juridisk rådgivning, før man forpligter sig som garantistiller, for at undgå uforudsete økonomiske og juridiske konsekvenser.
Strategier til at minimere personligt ansvar
Når man som privatperson påtager sig en personlig sikkerhed, er det afgørende at overveje, hvordan man kan begrænse sit ansvar mest muligt. En effektiv strategi er at forhandle sig til en ansvarsbegrænsning i selve garantierklæringen, eksempelvis ved at fastsætte et maksimalt beløb, man kan hæfte for, eller ved at tidsbegrænse garantien.
Det kan også være hensigtsmæssigt at kræve, at långiver først udtømmer andre sikkerheder, før garantien kan gøres gældende (såkaldt subsidiær hæftelse). Derudover bør man altid gennemgå garantidokumenter grundigt – eventuelt med juridisk rådgivning – for at sikre sig, at vilkårene er klare, og at der ikke er skjulte forpligtelser.
Endelig kan det være en god idé at overveje, om garantien kan fordeles mellem flere personer, så ansvaret deles og dermed mindskes for den enkelte. Gennem en kombination af forhandling, grundig gennemgang og tydelig ansvarsfordeling kan man væsentligt reducere den personlige risiko forbundet med garantistillelse.
Fremtidens udvikling og tendenser inden for personlige sikkerheder
Fremtidens udvikling inden for personlige sikkerheder tegner sig ved en stigende digitalisering og automatisering af garantiprocesser, hvor elektroniske underskrifter og digitale platforme i højere grad anvendes til at indgå og administrere garantiforpligtelser. Nye fintech-løsninger og blockchain-teknologi forventes at kunne øge gennemsigtigheden og sikkerheden for både långivere og garantistillere.
Her kan du læse mere om Advokat Ulrich Hejle.
Samtidig ses en tendens til, at långivere i stigende grad individualiserer krav til personlige sikkerheder, således at garantistillelse bliver mere skræddersyet til den enkelte låntagers økonomiske situation.
Derudover er der voksende fokus på at balancere beskyttelsen af garantistillere – f.eks. gennem lovgivning, der stiller strengere krav til oplysning og rådgivning, før der afgives en personlig garanti. Endelig kan udviklingen i retssager og ny lovgivning inden for området medføre større klarhed om ansvarsbegrænsningens rækkevidde, hvilket kan ændre praksis for både banker og private garantistillere i de kommende år.