Sikkerhedsstillelse spiller en afgørende rolle i erhvervslivet, hvor lån, kreditter og aftaler ofte forudsætter en form for garanti for at mindske risikoen for tab. Uanset om der er tale om pant i fast ejendom, virksomhedspant eller andre former for sikkerhed, kan en korrekt etableret sikkerhedsstillelse være forskellen på et gnidningsfrit samarbejde og langvarige konflikter.
I praksis kan processen dog være forbundet med en række faldgruber, som både långivere og låntagere bør være opmærksomme på. Fejl i dokumentationen, uklare aftalevilkår eller misforståelser om de juridiske rammer kan have store konsekvenser – ikke mindst hvis tvister opstår, eller hvis en part går konkurs.
Denne artikel giver et overblik over de juridiske rammer for sikkerhedsstillelse, beskriver de mest anvendte former i erhvervslivet og gennemgår de typiske fejl, der opstår i praksis. Du får også praktiske råd til, hvordan du undgår de mest almindelige problemer, så sikkerhedsstillelsen bliver både tryg og effektiv for alle involverede parter.
Du kan læse meget mere om Advokat Ulrich Hejle
her.
Juridiske rammer og definition af sikkerhedsstillelse
Sikkerhedsstillelse er et centralt begreb inden for erhvervsret og finansiering, hvor det overordnede formål er at give en kreditor en form for sikkerhed for opfyldelsen af en skyldners forpligtelser. Juridisk set omfatter sikkerhedsstillelse både personlige og tinglige sikkerheder, såsom kaution, pant og virksomhedspant.
De juridiske rammer for sikkerhedsstillelse findes primært i aftaleloven, gældsbrevsloven og specifikke bestemmelser i tinglysningsloven, ligesom særlovgivning kan være relevant afhængigt af den konkrete sikkerhedstype. En gyldig sikkerhedsstillelse kræver, at der foreligger en klar og aftalt forpligtelse mellem parterne, samt at alle formkrav, herunder eventuel skriftlighed og tinglysning, er opfyldt.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at ugyldig eller mangelfuld sikkerhedsstillelse kan medføre, at kreditor står uden reel sikkerhed i tilfælde af misligholdelse. Dermed danner de juridiske rammer grundlaget for, at sikkerhedsstillelsen fungerer efter hensigten og beskytter parternes interesser.
De mest anvendte former for sikkerhed i erhvervslivet
I erhvervslivet findes der en række forskellige former for sikkerhedsstillelse, som anvendes til at minimere risikoen for tab ved eksempelvis kreditgivning eller samarbejdsaftaler. De mest udbredte former omfatter pant, kaution, virksomhedspant og ejendomsforbehold. Pant benyttes særligt i forbindelse med lån, hvor långiver får ret til at søge dækning i et bestemt aktiv, som f.eks. fast ejendom, løsøre eller værdipapirer, hvis låntager misligholder sine forpligtelser.
Kaution indebærer, at en tredjepart – ofte en ejer eller et søsterselskab – forpligter sig til at indfri en gæld, hvis hoveddebitor ikke kan betale.
- Her finder du mere information om Ulrich Hejle.
Virksomhedspant giver mulighed for at stille sikkerhed i en samlet pulje af virksomhedens aktiver, hvilket kan give fleksibilitet for både långiver og låntager. Endelig anvendes ejendomsforbehold ofte ved salg af varer, hvor sælgeren bevarer ejendomsretten til varen, indtil købesummen er fuldt betalt. Valget af sikkerhedsform afhænger af både parternes behov, transaktionens karakter og de juridiske rammer, der gælder for aftalen.
Typiske fejl og misforståelser ved oprettelse af sikkerhed
En af de mest udbredte fejl ved oprettelse af sikkerhed er manglende klarhed om, hvilken type sikkerhed der faktisk stilles, og hvilke aktiver der omfattes. Det sker ofte, at parterne tror, at sikkerheden automatisk dækker alle relevante aktiver, selvom aftalegrundlaget kun omfatter bestemte aktiver eller rettigheder.
En anden typisk misforståelse er, at selve aftalen om sikkerhedsstillelse er tilstrækkelig, uden at der tages højde for de formelle krav til eksempelvis tinglysning eller registrering.
Dette kan medføre, at sikkerheden ikke får den tilsigtede retsvirkning over for tredjemand. Endvidere ses det ofte, at parterne ikke er opmærksomme på eventuelle begrænsninger i virksomhedens vedtægter eller eksisterende aftaler, som kan betyde, at sikkerhedsstillelsen er ugyldig eller kræver samtykke. Manglende rådgivning og utilstrækkelig dokumentation fører derfor ofte til, at sikkerheden enten ikke kan gøres gældende eller får en mere begrænset gyldighed end forventet.
Risici ved mangelfuld dokumentation
Mangelfuld dokumentation i forbindelse med sikkerhedsstillelse kan medføre betydelige risici for begge parter, men særligt for den part, der skal have sikkerheden stillet. Uklare eller ufuldstændige dokumenter kan føre til tvivl om aftalens indhold og gyldighed, hvilket i sidste ende kan resultere i, at sikkerheden ikke kan gøres gældende, hvis der opstår misligholdelse.
Derudover kan manglende eller upræcis dokumentation give anledning til fortolkningstvivl, hvilket øger risikoen for konflikter og retstvister.
I værste fald kan en mangelfuldt dokumenteret sikkerhed stille kreditor uden reelle muligheder for at opnå dækning, hvis skyldneren misligholder sine forpligtelser. Det er derfor afgørende, at alle væsentlige vilkår og forhold omkring sikkerhedsstillelsen nøje dokumenteres skriftligt og underskrives af relevante parter.
Hvordan undgår man konflikter mellem parter?
For at undgå konflikter mellem parter i forbindelse med sikkerhedsstillelse er det helt afgørende at sikre sig, at samtlige vilkår og betingelser er klart, entydigt og skriftligt aftalt fra starten. Mange konflikter opstår på grund af uklare forventninger eller misforståelser omkring, hvad sikkerheden omfatter, hvornår den kan gøres gældende, og hvordan den eventuelt kan frigives eller udskiftes.
Derfor bør begge parter i god tid inden indgåelsen af aftalen gennemgå og forstå de relevante dokumenter – gerne med bistand fra juridiske eller finansielle rådgivere.
Det er også vigtigt at være opmærksom på, at standardaftaler og skabeloner ikke altid tager højde for de konkrete forhold i den enkelte sag, og derfor bør dokumenterne tilpasses den specifikke situation.
Løbende og åben kommunikation mellem parterne gennem hele processen kan være med til at afklare tvivlsspørgsmål og forebygge, at små uenigheder udvikler sig til egentlige konflikter. Derudover kan det være en fordel på forhånd at aftale, hvordan eventuelle uoverensstemmelser skal håndteres – for eksempel ved at indsætte en tvistløsningsklausul om mediation eller voldgift i aftalen.
Endelig bør begge parter være opmærksomme på, at ændringer i den ene parts økonomiske situation eller i det underliggende engagement kan kræve justeringer i sikkerhedsstillelsen, og sådanne ændringer bør altid dokumenteres skriftligt og accepteres af alle involverede parter for at undgå fremtidige uoverensstemmelser. Samlet set er gennemsigtighed, præcision og løbende dialog de vigtigste redskaber til at forebygge konflikter ved sikkerhedsstillelse i erhvervslivet.
Praktiske råd og løsninger til en sikker proces
For at sikre en tryg og gnidningsfri proces ved sikkerhedsstillelse er det afgørende at tage højde for en række praktiske forhold, allerede inden aftalen indgås. Først og fremmest bør parterne afsætte tid til en grundig dialog om forventninger, behov og risici, så der opnås en fælles forståelse for sikkerhedens formål og omfang.
Det anbefales altid at konsultere juridisk rådgivning, både ved udarbejdelse og gennemgang af aftaledokumenter, for at sikre, at alle væsentlige vilkår er klart og præcist formuleret.
Parterne bør være opmærksomme på, at der ofte stilles specifikke krav til dokumentation, tinglysning eller registrering afhængigt af sikkerhedstypen – og at manglende overholdelse heraf kan føre til ugyldighed eller ringere retsstilling.
Det er også vigtigt at afklare, hvem der bærer ansvar for løbende opdatering af sikkerhedsoplysninger, og hvordan eventuelle ændringer håndteres undervejs i aftalens løbetid.
For at mindske risikoen for tvister anbefales det desuden at indarbejde klare procedurer for, hvordan misligholdelse eller indfrielse af sikkerheden skal foregå, herunder varsling, opgørelse af krav og håndtering af tvivlsspørgsmål. Endelig bør der etableres en systematisk kontrol af, at alle relevante parter har underskrevet de nødvendige dokumenter, og at disse opbevares forsvarligt. Ved at følge disse praktiske råd og løsninger kan man i langt de fleste tilfælde undgå de typiske faldgruber og sikre en effektiv, retssikker og tillidsfuld proces, der beskytter begge parters interesser.
