Når en långiver overvejer at yde et lån, er spørgsmålet om sikkerhedsstillelse ofte centralt. Sikkerhedsstillelse – også kendt som pant eller garanti – kan være afgørende for at beskytte långiverens interesser, hvis låntageren ikke er i stand til at tilbagebetale lånet. Men er det altid nødvendigt at kræve sikkerhed, eller kan det i visse tilfælde være hensigtsmæssigt at undlade det? Denne problemstilling er både juridisk og kommercielt relevant, og den kræver en grundig vurdering af risici og muligheder.
Artiklen tager udgangspunkt i de centrale overvejelser, som långivere bør gøre sig ved beslutningen om at kræve sikkerhedsstillelse eller ej. Vi ser nærmere på, hvad sikkerhedsstillelse indebærer, hvilke risici långivere løber uden sikkerhed, samt hvilke fordele og ulemper der er forbundet med at kræve den. Derudover belyser vi alternative måder at håndtere risiko på, og ser på de juridiske samt markedsmæssige forhold, der kan påvirke långiverens beslutning.
Formålet er at give et nuanceret overblik, som kan hjælpe långivere – både banker, investorer og private aktører – med at træffe velinformerede valg og skabe det bedst mulige grundlag for sikre og bæredygtige låneaftaler.
Hvad er sikkerhedsstillelse, og hvorfor er det relevant?
Sikkerhedsstillelse er en form for garanti, som en låntager afgiver til en långiver for at sikre opfyldelsen af sine forpligtelser i forbindelse med et lån. Det betyder, at långiveren får en form for pant eller anden ret til et aktiv – for eksempel fast ejendom, køretøjer eller værdipapirer – som kan realiseres, hvis låntageren ikke tilbagebetaler lånet som aftalt.
Sikkerhedsstillelse er derfor relevant, fordi det reducerer långiverens risiko for tab ved misligholdelse af lånet.
For långivere fungerer sikkerhedsstillelse som en slags forsikring, der kan gøre det mere attraktivt at yde lån, især til låntagere med begrænset eller ukendt kreditværdighed. Samtidig kan det for låntagere betyde adgang til bedre lånevilkår, såsom lavere renter, da risikoen for långiveren mindskes.
Risici ved at yde lån uden sikkerhed
Når en långiver vælger at yde lån uden sikkerhed, påtager vedkommende sig en væsentligt forhøjet risiko for tab. Uden pant eller anden form for sikkerhed har långiveren ingen aktiver at gøre krav på, hvis låntageren ikke betaler tilbage som aftalt.
Det betyder, at tilbagebetalingen udelukkende afhænger af låntagerens vilje og evne til at opfylde sine forpligtelser, hvilket kan være usikkert – især i tilfælde af økonomiske vanskeligheder eller konkurs.
Derudover kan det være vanskeligt og omkostningsfuldt at inddrive gælden gennem retslige skridt, da der ikke er noget pantsat aktiv, der kan realiseres. Denne usikkerhed kan føre til direkte økonomiske tab for långiveren og påvirker samtidig långiverens samlede risikoprofil og muligheden for at tilbyde konkurrencedygtige lånevilkår til andre kunder.
Fordele og ulemper ved sikkerhedsstillelse for långivere
Sikkerhedsstillelse giver långivere en væsentlig fordel, da den mindsker risikoen for tab, hvis låntageren ikke kan tilbagebetale lånet. Ved at have pant i aktiver som for eksempel fast ejendom, biler eller værdipapirer, får långiveren mulighed for at realisere disse aktiver og dække sig ind ved misligholdelse.
Det kan også føre til bedre lånebetingelser, såsom lavere renter eller større lånebeløb, da risikoen for långiver reduceres. Omvendt kan sikkerhedsstillelse også have ulemper for långiveren.
Processen med at vurdere, registrere og eventuelt realisere sikkerheden kan være tidskrævende og omkostningstung. Derudover kan aktivernes værdi falde, så de ikke dækker hele lånebeløbet ved en tvangsrealisering. Endelig kan komplekse juridiske forhold omkring pant og prioritet give udfordringer, især hvis flere kreditorer gør krav på de samme aktiver. Samlet set giver sikkerhedsstillelse øget tryghed, men er ikke uden omkostninger og potentielle komplikationer for långivere.
Alternative risikostyringsværktøjer
Når långivere vurderer deres risikoprofil, er sikkerhedsstillelse langt fra det eneste redskab, der står til rådighed. Der findes en række alternative risikostyringsværktøjer, som kan supplere eller i visse tilfælde erstatte behovet for traditionel sikkerhed.
Et centralt værktøj er grundig kreditvurdering og løbende overvågning af låntagers økonomiske situation. Ved at analysere låntagers betalingsevne, historik og fremtidige udsigter kan långiver opnå et mere nuanceret billede af risikoen for misligholdelse.
En anden metode er brugen af forskellige former for garantier, eksempelvis selvskyldnerkaution, hvor en tredjepart indestår for låntagers forpligtelser. Derudover kan lånevilkår tilpasses for at mindske risikoen, for eksempel ved at indføre covenants, der stiller krav til låntagers økonomiske adfærd, eller ved at kræve løbende rapportering fra låntager.
Prissætning af risiko i form af højere rente eller gebyrer er ligeledes en udbredt strategi, hvor risikoen afspejles direkte i lånevilkårene.
Endelig kan långivere også benytte sig af kreditforsikring, hvor en ekstern part overtager hele eller dele af risikoen for tab. Anvendelsen af disse værktøjer kræver dog nøje overvejelse af de juridiske og praktiske muligheder, samt en grundig analyse af, hvilken kombination der bedst beskytter långiverens interesser i det konkrete tilfælde. Samlet set giver de alternative risikostyringsværktøjer långiveren mere fleksibilitet og mulighed for at tilpasse sig forskellige låntyper og markedsforhold, uden nødvendigvis at skulle kræve traditionel sikkerhedsstillelse.
Få mere viden om Advokat Ulrich Hejle
her.
Her kan du læse mere om Ulrich Hejle.
Juridiske og markedsmæssige overvejelser for långivere
Når långivere skal vurdere, om der skal stilles sikkerhed for et lån, spiller både juridiske og markedsmæssige forhold en central rolle. Juridisk set skal långivere sikre sig, at eventuel sikkerhedsstillelse er korrekt dokumenteret og tinglyst, så rettighederne kan gøres gældende over for tredjemand og i tilfælde af debitors konkurs.
Derudover skal långivere tage højde for gældende lovgivning om f.eks. pantsætning og kreditgivning, herunder overholdelse af god skik regler og eventuelle krav til forbrugerbeskyttelse.
Markedsmæssigt bør långivere holde sig opdateret på udviklingen i lånemarkedet og værdien af de aktiver, der kan stilles som sikkerhed, da udsving i markedet kan påvirke både risikoen og værdien af sikkerheden. For at minimere risikoen kræver det derfor en grundig analyse af både låntagers økonomi, den juridiske gyldighed af sikkerheden samt de markedsmæssige forhold, der kan påvirke låneengagementet.
