Grøn finansiering har i de seneste år for alvor vundet indpas som et centralt værktøj i den globale omstilling mod en mere bæredygtig økonomi. Efterspørgslen på bæredygtige investeringer vokser markant, både blandt institutionelle investorer, virksomheder og private. Men i takt med at markedet for grønne finansielle produkter udvikler sig, opstår der også en række komplekse juridiske udfordringer, som aktørerne må navigere i.
De juridiske spørgsmål spænder bredt – fra definitionen af, hvad der egentlig udgør en ”grøn” eller bæredygtig investering, til hvordan regler og standarder håndhæves på tværs af landegrænser. Manglen på fælles standarder, risikoen for greenwashing og nye krav om transparens og due diligence stiller store krav til både investorer og finansielle institutioner. Samtidig spiller lovgivning på både nationalt og europæisk plan en afgørende rolle for, hvordan markedet udvikler sig.
Denne artikel giver et overblik over de væsentligste juridiske udfordringer ved grøn finansiering og bæredygtige investeringer. Artiklen belyser de centrale problemstillinger og diskuterer mulige løsninger, der kan understøtte en ansvarlig og effektiv udvikling af det bæredygtige finansielle marked.
Definitionen af grøn finansiering og bæredygtige investeringer
Grøn finansiering dækker over finansielle aktiviteter og investeringer, der har til formål at fremme bæredygtig udvikling og mindske negative miljøpåvirkninger. Centralt for grøn finansiering er, at kapitalen kanaliseres til projekter, virksomheder eller teknologier, der understøtter overgangen til en mere klimavenlig og ressourceeffektiv økonomi.
Bæredygtige investeringer omfatter tilsvarende investeringer, hvor hensyn til miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer) integreres i investeringsbeslutningerne.
Begreberne overlapper ofte, men grøn finansiering har et særligt fokus på klima- og miljøinitiativer, såsom vedvarende energi, energieffektivisering, affaldshåndtering og cirkulær økonomi. Definitionerne varierer dog i praksis, hvilket kan skabe udfordringer i forhold til ensartet anvendelse og regulering på tværs af markeder og jurisdiktioner.
Lovgivning og regulering på nationalt og europæisk plan
Lovgivningen og reguleringen af grøn finansiering og bæredygtige investeringer har gennem de seneste år gennemgået markante forandringer både på nationalt plan i Danmark og på europæisk niveau. På EU-plan har især EU’s handlingsplan for bæredygtig finansiering og de tilhørende forordninger markeret et paradigmeskifte.
Centralt står EU’s taksonomi-forordning, der fastsætter fælles kriterier for, hvornår økonomiske aktiviteter kan betegnes som miljømæssigt bæredygtige. Taksonomien har til formål at skabe større gennemsigtighed og forhindre såkaldt greenwashing ved at stille skrappe krav til dokumentation og rapportering.
Hertil kommer disclosure-forordningen (SFDR), der pålægger finansielle markedsdeltagere og rådgivere nye forpligtelser til at oplyse om bæredygtighedsrelaterede risici og påvirkninger i deres investeringsbeslutninger og produkter. Disse EU-regler suppleres af nationale initiativer, hvor de danske myndigheder har implementeret og håndhæver EU’s regler gennem Finanstilsynet samt arbejder på at fremme bæredygtige investeringer via nationale strategier og lovgivning, eksempelvis ved at stille krav til pensionsselskabers rapportering om bæredygtighed.
Reguleringen på området er dog fortsat under udvikling, og både virksomheder og investorer står over for en kompleks og ofte skiftende reguleringsramme, hvor forståelsen af begreber som “bæredygtighed” og “grøn” fortsat udvides og præciseres.
Dette stiller store krav til juridisk compliance og løbende opdatering af interne politikker og procedurer, ikke mindst fordi overtrædelser kan medføre betydelige sanktioner og tab af troværdighed på markedet. Samtidig medfører den omfattende regulering et øget behov for samarbejde mellem nationale tilsynsmyndigheder og de europæiske institutioner for at sikre ensartet fortolkning og håndhævelse af reglerne på tværs af landegrænser.
Udfordringer ved greenwashing og manglende standardisering
Et centralt problem i forbindelse med grøn finansiering er risikoen for greenwashing, hvor virksomheder og finansielle aktører præsenterer investeringer som mere bæredygtige, end de reelt er. Manglen på fælles definitioner og standarder for, hvad der kvalificerer som en grøn eller bæredygtig investering, gør det vanskeligt for både investorer og myndigheder at vurdere og sammenligne produkter på tværs af markeder.
Dette skaber usikkerhed og kan underminere tilliden til bæredygtige finansielle produkter.
Her finder du mere information om Advokat Ulrich Hejle
.
Samtidig kan utilstrækkelig regulering og fragmenterede krav på tværs af jurisdiktioner føre til, at virksomheder udnytter smuthuller og markedsfører investeringer med et grønt image uden reelt bæredygtigt indhold. Uden ensartede og gennemsigtige standarder bliver det derfor en juridisk udfordring at sikre, at grønne investeringer lever op til både investorernes forventninger og samfundets klimamål.
Due diligence og transparenskrav for investorer
I takt med den stigende efterspørgsel efter bæredygtige investeringer er kravene til investorers due diligence og transparens blevet væsentligt skærpet. Investeringsaktører skal nu foretage grundige vurderinger af de miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige (ESG) forhold, der knytter sig til deres investeringer.
Særligt den europæiske taksonomi og SFDR-forordningen (Sustainable Finance Disclosure Regulation) stiller omfattende krav til, hvordan investorer identificerer, vurderer og rapporterer bæredygtighedsrisici og -virkninger. Det betyder, at investorer skal kunne dokumentere, hvordan bæredygtighed er integreret i deres investeringsbeslutninger, samt synliggøre oplysninger om både positive og negative konsekvenser af deres porteføljer.
Disse krav skal dels styrke tilliden til markedet for grøn finansiering, dels modvirke risikoen for greenwashing. Samtidig indebærer de øget juridisk kompleksitet og stiller større krav til både interne processer og ekstern kommunikation hos investeringsaktørerne.
Ansvar og rollefordeling mellem finansielle aktører
Ansvar og rollefordeling mellem finansielle aktører i forbindelse med grøn finansiering og bæredygtige investeringer er et komplekst og dynamisk felt, hvor både lovgivning, markedskrav og samfundsmæssige forventninger spiller en væsentlig rolle. Centrale aktører omfatter banker, kapitalforvaltere, pensionsselskaber, forsikringsselskaber, virksomheder samt rådgivere og revisorer, og hver af disse har forskellige, men sammenhængende, ansvar i forhold til at fremme bæredygtige investeringer.
Finansielle institutioner fungerer ofte som formidlere mellem investorer, der efterspørger grønne produkter, og de virksomheder, der skal bruge kapitalen til bæredygtige formål.
Dette kræver, at banker og kapitalforvaltere foretager grundige vurderinger af, om investeringerne reelt lever op til de grønne og bæredygtige kriterier, som markedsføres over for investorerne.
Lovgivningen, herunder EU’s taksonomi for bæredygtige aktiviteter og SFDR-forordningen om bæredygtighedsrelaterede oplysninger, har skærpet ansvaret for dokumentation og transparens, hvilket betyder, at aktørerne ikke blot skal sikre sig, at investeringerne er grønne på papiret, men også i praksis kan dokumenteres og måles ud fra objektive standarder.
Få mere information om Ulrich Hejle her.
Det stiller krav til ledelsen i de finansielle virksomheder om at indarbejde bæredygtighed i deres risikostyring og investeringsbeslutninger, samt til rådgivere og revisorer om at kontrollere og verificere oplysningerne.
For at undgå greenwashing skal alle led i investeringskæden udvise rettidig omhu (due diligence) og sikre, at ESG-data indsamles og behandles korrekt.
Samtidig er der et medansvar for investorer – herunder institutionelle investorer som pensionskasser – for at stille relevante krav til de finansielle produkter, de investerer i, og for løbende at overvåge, at disse lever op til bæredygtighedsmålsætningerne. Endelig betyder den stigende regulering, at ansvarsplaceringen i tilfælde af manglende overholdelse i højere grad kan komme til at omfatte både de finansielle formidlere og de virksomheder, der modtager investeringerne. Dette kræver klar kommunikation og kontraktuelle aftaler om rollefordeling og ansvar mellem alle parter for at sikre, at bæredygtige investeringer ikke blot er et markedsføringsværktøj, men reelt bidrager til den grønne omstilling.
Fremtidsudsigter og mulige løsninger på de juridiske barrierer
Fremtiden for grøn finansiering afhænger i høj grad af, hvordan de nuværende juridiske barrierer håndteres og overvindes. For at fremme bæredygtige investeringer er der behov for en fortsat harmonisering af regler og standarder på tværs af landegrænser, især inden for EU, hvor initiativer som EU’s taksonomi for bæredygtige aktiviteter allerede har sat retningen.
En mulig løsning er udviklingen af mere ensartede og bindende rapporteringsstandarder, der kan mindske risikoen for greenwashing og skabe større gennemsigtighed for både investorer og virksomheder. Desuden vil øget samarbejde mellem offentlige myndigheder, finansielle institutioner og virksomheder fremme vidensdeling og innovation inden for området.
Endelig kan styrkelsen af due diligence-krav og et mere klart ansvar for finansielle aktører være med til at skabe et mere robust og troværdigt marked for grønne investeringer. Samlet set peger fremtiden på, at juridiske udfordringer gradvist kan overvindes gennem målrettet regulering, øget transparens og styrket samarbejde mellem relevante aktører.
