Kaution spiller en afgørende, men ofte undervurderet rolle i forbindelse med tredjepartsfinansiering. Når virksomheder eller privatpersoner søger finansiering gennem lån, bliver kautionen ofte brugt som et redskab til at skabe ekstra sikkerhed for långiveren. Trods denne udbredte anvendelse er de juridiske risici og forpligtelser, som påhviler kautionisten, langt fra altid gennemtænkte eller forstået i praksis.
I takt med at tredjepartsfinansiering – herunder crowdfunding og alternative investeringsformer – vinder frem, aktualiseres spørgsmålet om, hvorvidt kaution i virkeligheden udgør en overset risiko for den, der stiller sig som garant. Kautionsforpligtelsen kan nemlig få vidtrækkende konsekvenser, ikke mindst fordi den ofte først aktiveres, når låntageren får betalingsproblemer.
Denne artikel sætter fokus på de juridiske aspekter af kaution i tredjepartsfinansiering og belyser de risici og faldgruber, som kan opstå for kautionisten. Vi undersøger desuden, hvordan praksis og lovgivning forholder sig, og hvilke muligheder der er for at skabe bedre beskyttelse for de involverede parter. Målet er at give både rådgivere, långivere og potentielle kautionister et solidt grundlag for at træffe velovervejede beslutninger i en kompleks finansiel virkelighed.
Hvad er kaution, og hvorfor er det relevant i tredjepartsfinansiering?
Kaution er en juridisk forpligtelse, hvor en person eller virksomhed – kautionisten – indestår for en tredjeparts (typisk låntagers) gæld eller forpligtelser over for en kreditor. Hvis hoveddebitoren ikke kan opfylde sine betalingsforpligtelser, kan kreditor således rette kravet mod kautionisten, som hæfter helt eller delvist for gælden.
I forbindelse med tredjepartsfinansiering, hvor eksterne investorer eller långivere finansierer en part uden direkte involvering i dennes drift, bliver kaution særligt relevant.
Her kan en långiver eksempelvis kræve, at en tredjepart – det kan være en ejer, samarbejdspartner eller et andet selskab – stiller kaution for at minimere långivers risiko, hvis hoveddebitor ikke kan betale. Kaution fungerer derfor som et ekstra sikkerhedslag, hvilket kan være afgørende for, om tredjepartsfinansiering overhovedet kan opnås – men det øger samtidig risikoen for den, der påtager sig kautionen.
De juridiske rammer: Kautionsaftaler og ansvar
Kautionsaftaler er reguleret af både aftaleloven og specifikke bestemmelser i blandt andet gældsbrevsloven og kreditaftaleloven. Grundlæggende indebærer en kautionsaftale, at en tredjepart – kautionisten – påtager sig et selvstændigt betalingsansvar for en anden parts forpligtelser over for en kreditor, typisk en bank eller et finansieringsselskab.
Kautionens omfang og vilkår afhænger af aftalens konkrete udformning, hvor der sondres mellem simpel og selvskyldnerkaution. Ved simpel kaution kan kreditor først rette krav mod kautionisten, når det er konstateret, at hoveddebitor ikke kan betale, mens kreditor ved selvskyldnerkaution kan gøre sit krav gældende direkte over for kautionisten, så snart hovedforpligtelsen misligholdes.
Det er væsentligt at være opmærksom på, at kaution ofte kan pålægges et solidarisk ansvar, hvilket betyder, at kreditor frit kan vælge, om denne vil søge sit tilgodehavende hos låntager eller kautionist.
De juridiske rammer stiller samtidig krav om, at kautionsaftalen er klart og tydeligt formuleret, herunder at kautionistens ansvar og hæftelse er præcist defineret, da uklarheder kan komme kreditor til skade.
Derudover gælder der visse forbrugerbeskyttende regler, især hvis kautionisten optræder som forbruger, hvilket blandt andet kan indebære oplysningspligt og mulighed for fortrydelse. Samlet set udgør de juridiske rammer et komplekst felt, hvor både aftalens indhold og de involverede parters roller har afgørende betydning for, hvordan ansvaret fordeles.
Risici og faldgruber for kautionisten
Kautionisten påtager sig en betydelig økonomisk risiko ved at hæfte for tredjemands forpligtelser, ofte uden at have fuld indsigt i låntagers økonomiske situation eller långivers interne vurderinger. En af de største faldgruber er, at kautionisten hæfter med hele sin formue, hvis låntageren misligholder lånet, hvilket kan få alvorlige konsekvenser for privatøkonomien.
Derudover er det ikke usædvanligt, at kautionister undervurderer den juridiske rækkevidde af deres forpligtelse, eksempelvis at de kan blive mødt med krav uden forudgående forsøg på inddrivelse hos hovedskyldneren, afhængigt af aftalens udformning.
Få mere information om Advokat Ulrich Hejle
her >>
Endelig kan det være vanskeligt for kautionisten at opsige eller begrænse sit ansvar, da kautionsforpligtelsen ofte løber, indtil hovedgælden er fuldt indfriet, eller långiver accepterer en frigørelse. Manglende rådgivning og utilstrækkelig gennemgang af vilkårene er derfor blandt de væsentligste risici, der kan føre til uforudsete og byrdefulde økonomiske forpligtelser for kautionisten.
Kautionens rolle i forhold til långiver og låntager
Kautionen spiller en central rolle i relationen mellem långiver og låntager, da den fungerer som en form for sikkerhed for långiverens krav på tilbagebetaling. Når en tredjepart – kautionisten – indtræder og påtager sig et økonomisk ansvar for låntagerens forpligtelser, mindskes långiverens kreditrisiko betragteligt.
Dette kan ofte være afgørende for, om et lån overhovedet bliver bevilget, eller for hvilke vilkår lånet gives på, herunder rente og tilbagebetalingsperiode.
For låntageren kan kautionen således åbne døre til finansiering, som ellers ikke ville være tilgængelig, men det sker på bekostning af, at en tredjepart påtager sig en betydelig økonomisk risiko.
For långiver er kautionen et vigtigt redskab til at sikre sin position, mens den for låntager kan indebære en afhængighed af, at en anden er villig til at stille op med sin formue som sikkerhed. Kautionens rolle er derfor præget af en indbyrdes afhængighed mellem parterne, hvor balancen mellem finansieringsmulighed og risikofordeling er afgørende.
Tendenser, praksis og muligheder for bedre beskyttelse
I takt med den stigende udbredelse af tredjepartsfinansiering ses der også en række nye tendenser og praksisser, der har betydning for beskyttelsen af kautionister. Dels er der en øget opmærksomhed på at sikre gennemsigtighed og oplysning i forbindelse med indgåelse af kautionsaftaler, hvilket blandt andet kommer til udtryk gennem skærpede krav til långivers rådgivningspligt og dokumentation.
Samtidig ses en tendens til, at långivere i højere grad anvender standardiserede aftaledokumenter, hvilket kan lette forståelsen for parterne, men også medføre risiko for, at individuelle hensyn til kautionistens situation overses.
Her finder du mere information om Ulrich Hejle.
På den regulatoriske front arbejdes der i både national og europæisk sammenhæng med at styrke beskyttelsen gennem eksempelvis prækontraktuel information og mulighed for fortrydelse.
Endelig åbner den teknologiske udvikling – herunder digitale platforme til låneformidling – nye muligheder for at automatisere vurderingen af kautionistens økonomiske situation og dermed reducere risikoen for uigennemtænkte forpligtelser. Samlet set peger udviklingen på et behov for fortsat opmærksomhed på balancen mellem effektiv långivning og forsvarlig beskyttelse af tredjepartsfinansieringens ofte oversete aktører: kautionisterne.
