I takt med at klimakrisen rykker tættere på, og den grønne omstilling accelererer, får bæredygtighed en stadig større betydning for den finansielle sektor. Banker, investorer og virksomheder står over for nye krav, forventninger og muligheder, når det gælder finansiering af den grønne omstilling. Spørgsmålet er imidlertid, om de eksisterende rammer for lån og sikkerhedsstillelse understøtter eller hæmmer den nødvendige udvikling – og om vi er på vej mod en egentlig grøn finansieringsret.
Denne artikel undersøger, hvordan finansieringsretten påvirkes af klimahensyn, og hvilke forandringer der er på vej i takt med, at EU og nationale myndigheder indfører nye regler og standarder for bæredygtig finansiering. Vi ser nærmere på de udfordringer, banker og låntagere møder i praksis, når det gælder sikkerhedsstillelse for grønne projekter, og analyserer, hvordan klimahensyn allerede spiller en rolle i kreditvurderingen. Artiklen belyser desuden, hvordan innovative låneprodukter og nye regulatoriske krav kan bane vejen for en mere grøn og bæredygtig finansieringspraksis – og diskuterer, hvilke visioner og udfordringer der tegner sig for fremtidens finansieringsret.
Formålet er at give et overblik over de vigtigste udviklingstendenser og rejse spørgsmålet: Er vi på vej mod en grøn finansieringsret, hvor klimahensyn bliver en integreret del af låneprocessen og sikkerhedsstillelsen?
Her kan du læse mere om Ulrich Hejle
.
Det finansielle landskab i en grøn omstilling
Det finansielle landskab står over for markante forandringer i takt med, at den grønne omstilling accelererer. Hvor finanssektoren traditionelt har haft fokus på økonomisk vækst og risikominimering, er der nu et stigende pres fra både politikere, investorer og samfundet for at understøtte bæredygtige initiativer.
Banker, realkreditinstitutter og investeringsfonde bliver i stigende grad målt på deres evne til at finansiere projekter, der bidrager til at reducere CO₂-udledninger og fremme grøn innovation. Denne udvikling stiller nye krav til kreditgivning, risikovurdering og produktudvikling, hvor miljømæssige hensyn i stigende grad vægtes på linje med de traditionelle finansielle parametre.
Samtidig åbner grøn omstilling for et nyt marked af finansielle produkter, investeringer og partnerskaber, som skal sikre, at kapitalen kanaliseres i retning af den bæredygtige udvikling. Det finansielle landskab er således under forandring, hvor både regulatoriske initiativer og markedsdynamikker driver udviklingen mod en mere grøn og ansvarlig finansieringspraksis.
Sikkerhedsstillelse – barrierer og muligheder for grønne investeringer
Sikkerhedsstillelse spiller en helt central rolle i finansieringen af nye investeringer, og dette gælder i høj grad også for grønne projekter. Traditionelt har banker og andre långivere baseret deres kreditgivning på solide og let vurderbare aktiver, såsom fast ejendom eller driftsmidler, som kan tjene som sikkerhed for lånet.
Mange grønne investeringer – for eksempel energieffektiviseringer, solcelleanlæg eller investeringer i nye teknologier til grøn omstilling – adskiller sig dog fra klassiske investeringer ved ofte at have en mere usikker eller langsigtet indtjening, mindre håndgribelige aktiver og en værdi, som kan være svær at realisere ved en eventuel tvangsrealisering.
Dette udgør en væsentlig barriere for adgang til finansiering, fordi de etablerede sikkerhedsmodeller sjældent matcher de grønne projekters profil.
Samtidig kan manglende historik og standardiserede vurderingsmetoder gøre det vanskeligt for långivere at fastsætte værdi og risiko. På den anden side rummer grønne investeringer også muligheder for udvikling af nye former for sikkerhedsstillelse og risikodeling. Eksempelvis kan tredjeparts-garantier, offentlige garantiordninger eller forsikringsløsninger bidrage til at mindske långivers risiko og gøre det lettere at stille tilstrækkelig sikkerhed.
Desuden ser man i stigende grad udvikling af finansielle produkter, hvor indtægtsstrømme fra besparelser eller grønne certifikater kan inddrages som en del af sikkerhedsgrundlaget. På længere sigt kan en mere fleksibel tilgang til sikkerhedsstillelse, kombineret med nye værdiansættelsesmetoder og samarbejde mellem private og offentlige aktører, være nøglen til at overvinde eksisterende barrierer og fremme en mere bæredygtig kapitalallokering. Dermed bliver sikkerhedsstillelse både en udfordring og en mulighed i den grønne omstillings finansiering.
Klimahensyn i bankernes kreditvurdering
I takt med den grønne omstilling har klimahensyn fået en stadig mere central rolle i bankernes kreditvurdering. Hvor kreditvurdering traditionelt har været baseret på økonomiske nøgletal, forretningsplaner og sikkerhedsstillelse, ser vi nu en udvidelse af parametrene til også at omfatte virksomheders og projekters klimaaftryk.
Flere banker har indført interne retningslinjer, der integrerer ESG-faktorer (Environmental, Social, Governance) i kreditprocessen, hvor særligt miljømæssige forhold vægter tungt. Det betyder, at virksomheder med en tydelig grøn profil eller dokumenterede tiltag for at reducere CO₂-udledning og miljøpåvirkning ofte opnår lettere adgang til finansiering eller kan opnå mere fordelagtige lånevilkår.
Omvendt kan banker stille større krav til virksomheder, hvis aktiviteter anses for klimabelastende eller ikke lever op til bestemte bæredygtighedskriterier.
Klimarisici – såsom overgangsrisici forbundet med skærpet lovgivning, eller fysiske risici som følge af klimaforandringer – indgår i stigende grad i bankernes vurdering af låntagers tilbagebetalingsevne. Denne udvikling afspejler både et ønske om at fremme samfundsmæssig bæredygtighed og en erkendelse af, at klimarelaterede forhold kan udgøre en væsentlig finansiel risiko på linje med traditionelle kreditrisici.
- Få mere viden om Advokat Ulrich Hejle her.
Samtidig ser vi, at finansielle institutioner i stigende grad stiller krav om klimaregnskaber, dokumentation for energiforbrug og planer for grøn omstilling som en del af låneansøgningen. Alt i alt betyder dette, at klimahensyn ikke blot er blevet et etisk hensyn, men en integreret del af bankernes risikostyring og kreditpolitik – og dermed et afgørende element i den finansielle sektors støtte til den grønne omstilling.
EU’s taksonomi og bæredygtige finansieringskrav
EU’s taksonomi for bæredygtige aktiviteter udgør et centralt element i bestræbelserne på at fremme grøn finansiering i Europa. Taksonomien er et klassifikationssystem, der fastlægger klare kriterier for, hvornår økonomiske aktiviteter kan betegnes som miljømæssigt bæredygtige. Formålet er at skabe gennemsigtighed og ensartede standarder på tværs af medlemslandene, så både investorer og långivere får et fælles grundlag at vurdere grønne investeringer ud fra.
Samtidig stiller EU’s forordning om bæredygtig finansiering (SFDR) og de tilhørende oplysninger om ESG-forhold (Environmental, Social, Governance) øgede krav til finansielle aktørers rapportering og dokumentation.
Det betyder, at banker og andre kreditgivere i stigende grad skal kunne redegøre for, hvordan deres udlån og investeringer lever op til de fastsatte bæredygtighedskriterier. Disse krav bidrager til at kanalisere kapital mod projekter og virksomheder, der aktivt understøtter den grønne omstilling, men stiller samtidig nye krav til dokumentation, risikovurdering og produktudvikling i den finansielle sektor.
Innovative låneprodukter med grøn profil
Innovative låneprodukter med grøn profil vinder frem som et centralt redskab for at accelerere den bæredygtige omstilling i finanssektoren. Flere banker og realkreditinstitutter tilbyder i dag særlige grønne lån, hvor favorable vilkår som lavere rente eller længere løbetid gives til projekter, der opfylder specifikke klimamæssige kriterier – eksempelvis energirenoveringer, installation af solceller eller investering i lavemissionskøretøjer.
Disse produkter adskiller sig fra traditionelle lån ved, at låntager skal dokumentere det grønne formål og effekten heraf, hvilket ofte sker gennem uafhængig tredjepartsverificering eller certificeringer som DGNB eller Svanemærket.
Samtidig ser man nye finansieringsformer som grønne obligationer og sustainability-linked lån, hvor vilkårene direkte kobles til opnåelsen af konkrete bæredygtighedsmål. Denne udvikling understreger, hvordan finansielle aktører kan facilitere den grønne omstilling gennem målrettede incitamenter, samtidig med at de styrker deres egen bæredygtighedsprofil og imødekommer stigende regulatoriske krav.
Lovgivning og regulering på vej mod grøn finansiering
Lovgivning og regulering spiller en stadig større rolle i overgangen mod grøn finansiering, både på nationalt og europæisk plan. De seneste år har været præget af en øget politisk vilje til at integrere klimahensyn i de finansielle rammer, hvor især EU har sat retningen med omfattende reguleringer som taksonomiforordningen og offentliggørelsesforordningen (SFDR).
Disse initiativer forpligter banker, investorer og andre finansielle aktører til at tage højde for miljømæssige og klimamæssige faktorer i deres kreditgivning, investeringer og rapportering. Samtidig ses en tendens til, at nationale lovgivere følger trop og indfører egne krav, der skal fremme grønne investeringer og reducere finansiering af aktiviteter med stor klimabelastning.
Dette skaber et mere komplekst regulatorisk landskab, hvor aktørerne skal navigere mellem nye standarder for rapportering, risikovurdering og dokumentation af bæredygtighed. Udviklingen afspejler et paradigmeskifte, hvor finansielle regler i stigende grad skal understøtte samfundets grønne omstilling og sikre, at kapitalstrømme kanaliseres i retning af bæredygtige formål.
Risikovurdering mellem traditionel og bæredygtig finansiering
Risikovurdering spiller en central rolle i al finansiel kreditgivning, men adskiller sig markant mellem traditionelle og bæredygtige finansieringsformer. I den traditionelle tilgang vurderes risiko primært ud fra låntagers økonomiske historik, aktivers sikkerhedsværdi og branchens generelle stabilitet. Bæredygtig finansiering indfører imidlertid nye parametre, hvor miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG) vægtes i risikovurderingen.
Det betyder, at långivere ikke alene ser på økonomisk afkast, men også på virksomhedens evne til at håndtere klimarisici, overholde kommende miljøreguleringer og reducere CO2-aftryk.
Dette udvider risikobegrebet og kan både øge og mindske den samlede kreditrisiko afhængigt af projektets karakter. For eksempel kan investeringer i grøn teknologi indebære større teknologisk usikkerhed, men samtidig mindske eksponeringen for fremtidige klimarelaterede krav og omkostninger. Dermed kræver bæredygtig finansiering en mere holistisk og fremadskuende risikovurdering, hvor samspillet mellem finansielle og ikke-finansielle faktorer får en stigende betydning for kreditbeslutningen.
Fremtidens finansieringsret – visioner og udfordringer
Fremtidens finansieringsret står over for markante forandringer, hvor visionen om et mere bæredygtigt og klimaansvarligt finansielt system skal balanceres med de klassiske principper om kreditgivning, risikostyring og retssikkerhed. Ét centralt spørgsmål er, hvordan retsregler og praksis kan understøtte omstillingen til et lavemissionssamfund uden at skabe uhensigtsmæssige markedsforvridninger eller uforudsigelighed for långivere og låntagere.
Der er behov for innovative juridiske løsninger, som kan fremme grønne investeringer, eksempelvis via nye former for sikkerhedsstillelse eller incitamentstrukturer, men også for en løbende afvejning af hensynet til klimaet over for hensynet til finansiel stabilitet og kontraktfrihed.
Samtidig udfordres finansieringsretten af en stigende kompleksitet i reguleringen, ikke mindst fra EU, hvor krav om transparens, dokumentation og rapportering kan betyde øget administrativ byrde. Fremtidens finansieringsret skal derfor både være fleksibel og robust nok til at håndtere de nye grønne målsætninger, men også sikker og klar, så den skaber tillid og forudsigelighed i de finansielle relationer.
