Den grønne omstilling stiller stadig større krav til finanssektoren om at understøtte bæredygtige investeringer og projekter. Grøn finansiering – og især bæredygtige lån – er blevet et centralt redskab, når både virksomheder og finansielle institutioner skal leve op til ambitionerne om et mere klimavenligt samfund. Men hvad indebærer grøn finansiering egentlig, og hvilke juridiske rammer regulerer området i dag?
I denne artikel giver vi et overblik over de retlige rammer for bæredygtige lån med særligt fokus på forholdene i Danmark og EU. Vi ser nærmere på definitionerne, de relevante lovgivningsmæssige krav og den praktiske betydning for långivere og låntagere. Artiklen undersøger desuden de dokumentations- og rapporteringsforpligtelser, som følger med bæredygtige lån, samt de risici og udfordringer, der knytter sig til området.
Endelig stiller vi skarpt på udviklingen af innovative finansieringsmodeller og partnerskaber, og vi diskuterer, hvordan de retlige rammer kan komme til at forme fremtidens grønne finansiering. Målet er at give et samlet billede af det komplekse samspil mellem jura og bæredygtighed i finanssektoren – og pege på de udfordringer og muligheder, der venter forude.
Definition af grøn finansiering og bæredygtige lån
Grøn finansiering dækker over finansielle produkter og investeringer, der har til formål at fremme miljømæssig bæredygtighed og understøtte den grønne omstilling. Det kan for eksempel være lån, obligationer eller investeringsfonde, hvor midlerne bruges til projekter, der bidrager til at reducere CO2-udledning, øge energieffektivitet eller beskytte natur og biodiversitet.
Bæredygtige lån er en særlig form for grøn finansiering, hvor långiver og låntager indgår aftaler om, at de lånte midler skal anvendes til specifikke miljømæssige formål, eller at lånets betingelser er knyttet til opnåelsen af bestemte bæredygtighedsmål.
For at et lån kan kategoriseres som bæredygtigt eller grønt, kræves det ofte, at der stilles klare krav til, hvordan midlerne anvendes, samt at der løbende rapporteres om de miljømæssige resultater. Grøn finansiering er således kendetegnet ved, at finansielle beslutninger integrerer miljømæssige hensyn og bidrager aktivt til en mere bæredygtig udvikling.
Den juridiske baggrund for grøn finansiering i Danmark
Den juridiske baggrund for grøn finansiering i Danmark tager udgangspunkt i både nationale og internationale reguleringer, der har til formål at fremme bæredygtige investeringer og sikre, at finansielle aktører understøtter den grønne omstilling.
På nationalt plan har Danmark implementeret en række love og initiativer, der skal fremme grøn finansiering, herunder ændringer i finansielle reguleringslove og indarbejdelse af bæredygtighedshensyn i offentlige investeringspolitikker. De danske myndigheder, herunder Finanstilsynet, spiller en central rolle i at føre tilsyn med, at finansielle institutioner lever op til krav om ansvarlig långivning og integration af miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG) i deres forretningsmodeller.
Desuden er dansk lovgivning i stigende grad præget af EU-lovgivning, herunder kravene fra EU’s taksonomi-forordning og Sustainable Finance Disclosure Regulation (SFDR), som sætter rammerne for, hvordan grønne finansielle produkter skal defineres og markedsføres.
Samlet set udgør disse nationale og europæiske regler fundamentet for, hvordan grøn finansiering praktiseres i Danmark, og stiller samtidig krav til både gennemsigtighed, ansvarlighed og dokumentation i forbindelse med bæredygtige lån.
EU’s taksonomi og betydningen for danske långivere
EU’s taksonomi udgør et centralt redskab i bestræbelserne på at fremme grøn finansiering på tværs af medlemslandene, herunder Danmark. Taksonomien er et klassificeringssystem, der fastlægger fælles kriterier for, hvornår økonomiske aktiviteter kan betegnes som miljømæssigt bæredygtige.
For danske långivere betyder dette, at der nu stilles mere præcise og bindende krav til, hvordan de vurderer og klassificerer grønne lån og investeringer. Det indebærer blandt andet, at långivere skal kunne dokumentere, at de finansierede projekter lever op til de seks miljømål, som taksonomien opstiller – herunder eksempelvis begrænsning af klimaforandringer, bæredygtig brug af vandressourcer og beskyttelse af biodiversitet.
Dette stiller nye krav til due diligence-processer, risikovurdering og ikke mindst til den løbende rapportering over for både myndigheder og investorer.
For mange danske pengeinstitutter og realkreditinstitutter betyder det, at de må tilpasse deres interne processer, udvikle nye kompetencer og investere i systemer, der kan indsamle og validere relevante data omkring deres udlån.
Samtidig har taksonomien også betydning for konkurrencen på det danske finansielle marked, da långivere, der hurtigt formår at tilpasse sig de nye krav og dokumentere bæredygtighed, kan opnå konkurrencemæssige fordele og tiltrække investorer, der vægter bæredygtighed højt.
Endelig har EU-taksonomien også ført til øget transparens og standardisering, hvilket bidrager til at bekæmpe greenwashing og styrker tilliden til grønne finansielle produkter. For danske långivere er implementeringen dog ikke uden udfordringer, idet kompleksiteten og det store dokumentationsbehov kan være ressourcekrævende – især for mindre aktører. Overordnet set er EU’s taksonomi dog et vigtigt skridt i retning af at sikre, at grøn finansiering faktisk bidrager til den ønskede bæredygtige omstilling i både Danmark og resten af EU.
Krav til dokumentation og rapportering af bæredygtighed
I takt med den øgede regulering af grøn finansiering stilles der stadig strengere krav til dokumentation og rapportering af bæredygtighed, både over for långivere og myndigheder. For at et lån kan klassificeres som bæredygtigt, skal låntageren kunne fremvise fyldestgørende dokumentation for, at finansieringen anvendes til formål, der lever op til gældende standarder og kriterier – herunder særligt EU’s taksonomi for bæredygtige aktiviteter.
Dette indebærer indsamling og løbende rapportering af data om miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG), som eksempelvis energiforbrug, CO2-udledning og ressourceforvaltning.
Derudover forpligtes virksomheder ofte til at offentliggøre årlige bæredygtighedsrapporter, hvoraf det skal fremgå, hvordan låneprovenuet konkret bidrager til grøn omstilling. Mangelfuld eller misvisende dokumentation kan ikke blot føre til misligholdelse af lånebetingelser, men også medføre juridiske og omdømmemæssige konsekvenser. Det er derfor afgørende, at både långivere og låntagere har et solidt kendskab til de rapporteringskrav, der følger af både nationale og internationale regler på området.
Risikohåndtering og due diligence ved grønne lån
Ved tildeling af grønne lån stilles der særlige krav til risikohåndtering og due diligence, da långivere skal sikre, at finansieringen reelt understøtter bæredygtige formål og lever op til både interne politikker og eksterne reguleringskrav. I praksis indebærer dette en grundig vurdering af låntagers miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige (ESG) forhold samt projektets overensstemmelse med gældende standarder, herunder EU’s taksonomi for bæredygtige aktiviteter.
Långivere skal identificere og håndtere potentielle risici såsom greenwashing, mangelfuld opfyldelse af bæredygtighedskriterier eller ændringer i lovgivningen, som kan påvirke projektets grønne karakter.
Due diligence-processen omfatter typisk indhentning af dokumentation for projektets miljøpåvirkning, vurdering af rapporteringspraksis og eventuelt inddragelse af uafhængige tredjepartsverifikationer. Dermed bliver grundig risikohåndtering og løbende kontroller afgørende for at sikre, at grønne lån reelt bidrager til den grønne omstilling og samtidig lever op til de retlige rammer.
Kontraktuelle og regulatoriske udfordringer
Grøn finansiering og bæredygtige lån rejser en række kontraktuelle og regulatoriske udfordringer for både långivere og låntagere. På det kontraktuelle plan skal parterne sikre, at de grønne forpligtelser og bæredygtighedsmål er præcist og målbart formuleret i låneaftalen, så der ikke opstår tvivl om, hvilke kriterier der skal opfyldes, og hvordan disse skal dokumenteres og kontrolleres.
Her finder du mere information om Ulrich Hejle
.
Det gælder eksempelvis fastsættelse af nøgleindikatorer (KPI’er) for bæredygtighed og aftaler om tredjepartsverificering.
Samtidig kan usikkerhed omkring fortolkning af bæredygtighedsbegreber føre til tvister eller uklarheder i tilfælde af misligholdelse. På det regulatoriske område skal danske aktører navigere i et komplekst landskab præget af både nationale regler og EU-retlige krav, herunder EU’s taksonomi-forordning, offentliggørelsesforordningen (SFDR) og kommende rapporteringsstandarder.
Her finder du mere information om Advokat Ulrich Hejle.
Manglende harmonisering og løbende ændringer i regelsættet kan udfordre implementeringen af grønne låneprodukter og skabe usikkerhed om, hvilke krav der gælder på tværs af grænser og sektorer. Samlet set stiller dette øgede krav til juridisk rådgivning og løbende tilpasning af både interne processer og kontraktvilkår.
Innovative finansieringsmodeller og partnerskaber
I takt med at grøn finansiering vinder frem, ser man et øget fokus på innovative finansieringsmodeller og partnerskaber, som kan understøtte den grønne omstilling. Ud over traditionelle banklån vinder modeller som grønne obligationer, bæredygtige garantier og crowdlending til grønne projekter indpas.
Særligt grønne obligationsudstedelser giver virksomheder og offentlige aktører adgang til kapital, der er øremærket miljø- og klimavenlige investeringer, og stiller samtidig krav til gennemsigtighed og rapportering. Partnerskaber mellem finansielle institutioner, virksomheder og offentlige myndigheder spiller også en central rolle, idet de skaber mulighed for at dele risici og mobilisere større investeringer i bæredygtige løsninger.
Samtidig ses øget interesse for offentlig-private samarbejdsmodeller, hvor retsgrundlaget ofte skal tilpasses for at sikre fleksibilitet og klarhed om ansvar, risikofordeling og governance. Disse innovative tilgange kræver løbende juridisk opmærksomhed for at sikre, at de lever op til gældende krav om bæredygtighed, transparens og ansvarlighed.
Fremtidsperspektiver for retlige rammer og grøn omstilling
Fremadrettet forventes de retlige rammer for grøn finansiering og bæredygtige lån at udvikle sig i takt med samfundets stigende fokus på grøn omstilling og klimamål. Lovgivningen vil formentlig blive yderligere harmoniseret på tværs af EU, blandt andet gennem udvidelse og præcisering af taksonomiforordningen samt implementering af nye rapporteringskrav og standarder.
Dette kan medføre både øgede muligheder og udfordringer for danske långivere og låntagere, da kravene til dokumentation, transparens og ansvarlighed vil skærpes.
Samtidig åbner udviklingen for nye innovative finansieringsmodeller, hvor juridiske rammer skal kunne rumme fleksibilitet og fremme partnerskaber mellem banker, virksomheder og offentlige aktører. På længere sigt vil samspillet mellem retlige rammer og grøn omstilling være afgørende for, om finanssektoren effektivt kan understøtte den nødvendige omstilling til et mere bæredygtigt samfund.
