I en digitaliseret verden, hvor værdiskabelsen i stigende grad sker gennem software og data frem for traditionelle fysiske aktiver, rejser spørgsmålet sig: Kan man pantsætte en algoritme? Algoritmer udgør i dag centrale værdielementer for mange virksomheder, og behovet for at stille dem som sikkerhed i finansieringsmæssige sammenhænge vokser hastigt. Men hvordan passer denne nye type aktiv ind i de etablerede juridiske rammer, der historisk er udviklet til at håndtere håndgribelige genstande og klassiske immaterielle rettigheder?
Denne artikel undersøger samspillet mellem immaterialret og tingsret, når det gælder algoritmer og software. Vi ser nærmere på, hvordan definitionen af et pantsætteligt aktiv har udviklet sig fra fysiske maskiner til komplekse koder, og hvilke udfordringer og muligheder dette medfører i praksis. Endelig diskuteres de juridiske og tekniske barrierer, der kan opstå ved pantsætning af algoritmer, samt hvilke nye risici og muligheder fremtiden bringer for finansiering baseret på digitale aktiver.
Gennem analysen stilles der skarpt på, om de eksisterende finansieringsretlige principper er rustet til at håndtere denne udvikling, eller om der er behov for at nytænke retlige rammer for at imødekomme de digitale økonomiers krav.
Algoritmens natur – immaterialret møder tingsret
Algoritmer udgør i deres kerne en særlig type aktiv, hvor immaterialrettens beskyttelse af intellektuelle frembringelser møder tingsrettens tradition for håndgribelige og omsættelige genstande. Immaterialretten beskytter algoritmens ophavsmand mod uretmæssig udnyttelse, men den tingsretlige tilgang kræver, at et aktiv kan individualiseres, afgrænses og omsættes – typisk gennem fysisk besiddelse eller klar identifikation.
Algoritmer udfordrer denne opdeling, idet de eksisterer som digitale strukturer, der ofte indgår som dele af større systemer og kan ændres, kopieres eller tilgås uden fysisk overdragelse. Dette rejser komplekse spørgsmål om, hvorvidt og hvordan en algoritme kan gøres til genstand for tingsretlige dispositioner som pantsætning.
Samtidig skaber algoritmens natur – som både idé, kode og funktion – en uklarhed omkring, hvilke rettigheder og kontrolmuligheder en panthaver reelt kan opnå og håndhæve. Dermed bliver mødet mellem immaterialret og tingsret ikke blot et juridisk krydsfelt, men også et afgørende sted for udviklingen af nye finansieringsmodeller i den digitale økonomi.
Fra maskiner til koder – udviklingen i pantsættelige aktiver
Hvor det tidligere især var fysiske aktiver som maskiner, køretøjer og fast ejendom, der blev anvendt som sikkerhed i finansieringsforhold, har udviklingen i de senere år betydet, at også immaterielle aktiver i stigende grad indgår i pantsætning. Digitaliseringen af erhvervslivet har flyttet fokus fra håndgribelige genstande til værdien i software, databaser og algoritmer.
Denne udvikling udfordrer de klassiske tingsretlige begreber, da kode og algoritmer som aktiver ikke lader sig indfange af de traditionelle opdelinger mellem løsøre og fast ejendom. Hvor maskiner var synlige og let identificerbare, er algoritmer typisk usynlige, dynamiske og ofte integreret i større digitale systemer.
Her kan du læse mere om Ulrich Hejle
.
Samtidig er værdien af kode ikke knyttet til dens fysiske fremtoning, men til dens funktionalitet og anvendelsesmuligheder. Denne transformation fra materielle til immaterielle aktiver stiller nye krav til både kreditorers vurdering af sikkerhedens værdi og til de juridiske rammer for pantsætning, hvor spørgsmålet om rettighedens identificerbarhed og omsættelighed bliver centralt.
Pantsætningens tekniske og juridiske udfordringer
Pantsætning af algoritmer rejser en række både tekniske og juridiske udfordringer, som adskiller sig markant fra pantsætning af traditionelle fysiske aktiver. Rent teknisk ligger udfordringen i, at algoritmer ofte eksisterer som digitalt indhold, der let kan kopieres, ændres eller distribueres uden fysisk kontrol.
Dette gør det vanskeligt for panthaveren at sikre sig mod uautoriseret brug eller overdragelse af algoritmen under pantsætningen.
Juridisk set opstår der spørgsmål om, hvorvidt en algoritme overhovedet kan anses som et selvstændigt formuegode, og hvordan man definerer rettighederne til denne. Det danske tingsretlige system bygger på klare regler om rådighedsberøvelse og individualisering, hvilket er udfordrende i forhold til immaterielle aktiver som algoritmer.
Desuden spiller ophavsrettigheder, licensaftaler og eventuelle tredjepartsrettigheder en væsentlig rolle, idet disse kan begrænse pantsætterens rådighed over algoritmen. Samlet set forudsætter en effektiv og retsgyldig pantsætning af algoritmer derfor både teknologisk indsigt og en nøje juridisk vurdering af rettighedsforholdene, hvilket gør området komplekst og i stigende grad relevant i takt med digitaliseringens fremmarch.
Fremtidens finansiering – muligheder og risici
Fremtidens finansiering står over for markante forandringer i takt med, at immaterielle aktiver som algoritmer får stigende betydning i både erhvervsliv og finanssektor. Hvor pantsætning traditionelt har været forbundet med fysiske genstande eller klart afgrænsede rettigheder, åbner de nye digitale aktiver for en langt bredere palet af muligheder for kreditgivere og låntagere.
Algoritmer kan udgøre betydelige økonomiske værdier, ikke mindst fordi de ofte er centrale for virksomheders konkurrenceevne, forretningsmodeller og innovationsevne.
Her kan du læse mere om Advokat Ulrich Hejle.
Dette kan gøre dem attraktive som sikkerhedsstillelse i finansieringsaftaler og potentielt lette adgangen til kapital, især for tech-virksomheder og startups, der ofte besidder få traditionelle aktiver, men til gengæld råder over værdifulde digitale ressourcer.
Samtidig rummer denne udvikling væsentlige risici og udfordringer. Juridisk er det forbundet med usikkerhed, hvordan og i hvilket omfang algoritmer kan og bør pantsættes – eksempelvis i forhold til klarhed om ejerskab, rettigheder til videreudvikling og beskyttelse af forretningshemmeligheder.
Endvidere kan værdifastsættelse af algoritmer være vanskelig, da deres økonomiske potentiale ofte afhænger af faktorer som markedsposition, teknologisk udvikling og adgang til relevante data.
Derudover opstår der risici i forhold til håndtering af misligholdelse, hvor kreditor kan få vanskeligt ved at realisere værdien af et immaterielt aktiv, som måske kun har reel værdi i hænderne på den oprindelige ejer. Fremtidens finansiering vil derfor kræve en nøje afvejning mellem de muligheder, algoritmers pantsættelse tilbyder, og de juridiske, tekniske og kommercielle risici, der følger med. Udviklingen peger på et behov for både lovgivningsmæssig afklaring og udvikling af nye standarder inden for kreditvurdering og sikkerhedsstillelse, hvis algoritmer og lignende digitale aktiver for alvor skal kunne indgå som en integreret del af finansieringsretten.
