Når virksomheder søger finansiering, spiller garantier og kautioner ofte en central rolle i dialogen med långivere. Både for den virksomhed, der søger kapital, og for banken eller kreditinstituttet, der skal vurdere låneansøgningen, er det vigtigt at forstå, hvad disse begreber indebærer, og hvilke konsekvenser de kan få. Garantier og kautioner kan nemlig være afgørende for, om en virksomhed får adgang til nødvendige lån – men de kan også medføre væsentlige forpligtelser og risici.
I denne artikel ser vi nærmere på, hvad garantier og kautioner egentlig er, og hvordan de påvirker både virksomheden og långiveren. Vi gennemgår de juridiske rammer, de centrale begreber og de praktiske typer af garantier og kautioner, der typisk optræder i erhvervslivet. Derudover belyser vi de fordele og ulemper, der kan følge med, og giver gode råd til, hvordan man som virksomhed bedst håndterer denne del af finansieringen. Målet er at give et klart overblik, så både virksomheder og långivere kan navigere sikkert i et komplekst område.
Hvad er garantier og kautioner?
Garantier og kautioner er begge former for økonomiske sikkerheder, som ofte indgår i erhvervslivet, når virksomheder optager lån eller indgår aftaler med leverandører og samarbejdspartnere. En garanti er et løfte fra en tredjepart – typisk en bank eller et forsikringsselskab – om at opfylde en virksomheds forpligtelser, hvis denne selv ikke er i stand til det.
Kaution er derimod et tilsagn fra en person eller virksomhed (kautionisten) om at hæfte for en anden virksomheds gæld eller forpligtelser, hvis denne misligholder sin aftale.
Både garantier og kautioner giver långivere og kreditorer en ekstra tryghed, da de øger sandsynligheden for, at de kan få deres penge tilbage, selv hvis låntageren eller den forpligtede part ikke kan betale. For virksomheden, der stiller garanti eller kaution, kan det være en nødvendighed for at opnå finansiering eller indgå større aftaler, men det indebærer også en økonomisk risiko, hvis forpligtelserne ikke bliver overholdt.
Juridiske rammer og centrale begreber
Når en virksomhed eller långiver indgår aftaler om garantier og kautioner, er det afgørende at forstå de juridiske rammer, der regulerer disse forpligtelser. Garantier og kautioner er begge former for sikkerhedsstillelse, men de er underlagt forskellige bestemmelser i blandt andet aftaleloven og gældsbrevsloven.
En garanti er typisk et løfte fra en tredjepart – ofte en bank eller et forsikringsselskab – om at indfri en forpligtelse, hvis skyldneren ikke lever op til sine aftaler.
Kaution derimod indebærer, at en person eller virksomhed (kautionisten) hæfter for en anden parts gæld, hvis denne misligholder sine forpligtelser over for långiveren.
Centrale begreber inden for området inkluderer simpel og selvskyldnerkaution, hvor forskellen blandt andet ligger i långiverens mulighed for straks at kræve betaling hos kautionisten. Det er væsentligt for både virksomheder og långivere at være opmærksomme på de juridiske betingelser for indgåelse, opretholdelse og ophør af garantier og kautioner, da disse kan have stor betydning for parternes økonomiske ansvar og rettigheder.
Virksomhedens perspektiv: Fordele og risici
For virksomheder kan garantier og kautioner være et vigtigt redskab til at opnå finansiering eller indgå aftaler med leverandører og samarbejdspartnere. Fordelen er, at virksomheden ofte kan få adgang til bedre lånevilkår eller sikre sig nye forretningsmuligheder, fordi garantien eller kautionen giver långiveren eller modparten en ekstra tryghed.
Dette kan styrke virksomhedens likviditet og konkurrenceevne. Dog er der også risici forbundet med at stille garantier eller påtage sig kautionsforpligtelser. Hvis virksomheden misligholder sine forpligtelser, kan det føre til krav om betaling fra garantien eller kautionen, hvilket kan belaste virksomhedens økonomi markant.
Desuden kan det begrænse virksomhedens handlefrihed, da eksisterende garantier og kautioner ofte påvirker kreditvurderingen og mulighederne for at optage yderligere lån. Det er derfor afgørende, at virksomheden nøje overvejer både de potentielle fordele og de økonomiske risici, før der indgås aftaler om garantier eller kautioner.
Långiverens synsvinkel: Sikkerhed og kreditvurdering
Fra långiverens synsvinkel udgør garantier og kautioner vigtige redskaber til at mindske risikoen ved udlån. Når en virksomhed stiller en garanti eller der indgår en kautionist, får långiveren en ekstra sikkerhed for, at lånet eller forpligtelsen bliver opfyldt – også hvis virksomheden selv skulle få økonomiske vanskeligheder.
Denne ekstra sikkerhed kan spille en afgørende rolle i kreditvurderingsprocessen, da den øger sandsynligheden for tilbagebetaling og dermed kan gøre långiveren mere villig til at yde lån eller tilbyde mere favorable vilkår.
Långiver foretager en grundig vurdering af både virksomhedens økonomi og eventuelle garantistillers eller kautionisters soliditet, for at sikre at sikkerheden faktisk har reel værdi. På den måde bidrager garantier og kautioner til at skabe tryghed for långiveren, samtidig med at de kan åbne muligheder for finansiering, som ellers ikke ville være tilgængelige for virksomheden.
Typer af garantier og kautioner i praksis
I praksis findes der flere forskellige typer af garantier og kautioner, som bruges afhængigt af formålet og den konkrete aftale mellem virksomhed og långiver. En af de mest almindelige former er selvskyldnerkaution, hvor kautionisten – ofte en ejer eller en tilknyttet part – forpligter sig til at betale hele gælden, hvis virksomheden ikke kan opfylde sine forpligtelser.
Her finder du mere information om Advokat Ulrich Hejle
>>
En anden udbredt form er simpel kaution, hvor långiver først skal dokumentere, at virksomheden ikke kan betale, før kautionisten kan gøres ansvarlig.
Derudover anvendes bankgarantier hyppigt, hvor en bank stiller garanti for virksomhedens betalingsevne over for en tredjepart, eksempelvis i forbindelse med leverancer eller byggeprojekter. Endelig kan der optræde modgarantier, hvor en tredjepart, fx en koncernforbundet virksomhed, stiller garanti over for långiveren. Valget af type afhænger af både kreditvurdering, brancheforhold og den konkrete aftales risikoprofil.
Konsekvenser ved misligholdelse
Når en virksomhed eller en kautionist misligholder en garanti- eller kautionsforpligtelse, kan det få alvorlige konsekvenser for både virksomheden, kautionisten og långiveren. For virksomheden kan misligholdelse føre til krav om øjeblikkelig betaling af det skyldige beløb, hvilket kan belaste virksomhedens likviditet betydeligt.
Du kan læse meget mere om Ulrich Hejle her.
Hvis en personlig kautionist er involveret, risikerer denne at skulle dække gælden med egne midler, hvilket i værste fald kan føre til personlig konkurs. Långiveren har på sin side ret til at gøre krav gældende direkte mod garanti- eller kautionsgiveren, og misligholdelse kan derfor udløse retslige skridt såsom inkasso, retssager eller tvangsauktion over aktiver.
Derudover vil misligholdelse ofte fremgå af kreditoplysninger, hvilket kan gøre det vanskeligt for virksomheden eller kautionisten at opnå finansiering i fremtiden. Samlet set kan misligholdelse altså have vidtrækkende økonomiske og juridiske følger, som det er vigtigt at være opmærksom på, inden man indgår aftaler om garantier og kautioner.
Gode råd til håndtering af garantier og kautioner
Når virksomheden skal håndtere garantier og kautioner, er det vigtigt først og fremmest at have et klart overblik over alle indgåede aftaler og deres vilkår. Sørg for at gennemgå dokumentationen grundigt og forstå alle forpligtelser, herunder hvornår garantien eller kautionen træder i kraft, og hvilke betingelser der gælder for ophør eller frigivelse.
Inddrag altid juridisk eller økonomisk rådgivning, før du forpligter virksomheden, så du undgår utilsigtede risici og misforståelser.
Det er også en god idé løbende at vurdere behovet for eksisterende garantier og kautioner, så virksomheden ikke binder sig unødvendigt eller belaster kreditmulighederne. Endelig bør der være klare interne procedurer for, hvem i virksomheden der må indgå disse forpligtelser, så man sikrer en ensartet og ansvarlig håndtering.
