I en tid med hastige forandringer på det finansielle marked og øget fokus på innovation, står erhvervslivet over for et centralt spørgsmål: Er pant stadig den mest oplagte form for sikkerhedsstillelse, eller vinder nye modeller frem? Sikkerhedsstillelse har i årtier været en grundsten i dansk erhvervsfinansiering, men både lovgivning, teknologi og etiske overvejelser er i gang med at ændre spillereglerne.
Denne artikel går tæt på de nyeste tendenser inden for sikkerhedsstillelse og undersøger, hvordan virksomheder, långivere og lovgivere navigerer i et landskab i forandring. Vi ser på, hvordan digitale løsninger og alternative sikkerhedsformer udfordrer de klassiske pantemodeller, og hvilke muligheder – og risici – det åbner op for. Samtidig stiller vi skarpt på de overvejelser, som både banker og virksomheder gør sig, når spørgsmålet om pant eller ej melder sig, og vi undersøger, hvilken rolle bæredygtighed og grøn omstilling spiller i udviklingen.
Med afsæt i både historiske erfaringer og fremtidens muligheder giver vi dig overblikket over pantens rolle i erhvervslivet anno 2024 – og stiller spørgsmålet: Er tiden inde til at gentænke sikkerhedsstillelsen?
Historisk tilbageblik: Pantens rolle i erhvervslivet
Pant har i århundreder været en central del af erhvervslivets finansielle fundament. Allerede i middelalderen fungerede pant som en sikkerhed for långivere, der ønskede at minimere risikoen for tab ved udlån til handlende og virksomheder.
Gennem historien har pantens rolle udviklet sig i takt med samfundets økonomiske struktur og lovgivning. I 1800-tallets industrialisering blev pant afgørende for virksomheder, der havde brug for kapital til investering i maskiner, ejendomme og råvarer.
Pant i fast ejendom, løsøre og senere også i immaterielle aktiver som patenter og varemærker, har givet både långivere og låntagere tryghed og fleksibilitet i finansieringen. Pantens betydning kan således ikke undervurderes, da den har været med til at muliggøre vækst, innovation og udvikling i erhvervslivet gennem tiderne.
Lovgivning og regulering: Nye rammer for sikkerhedsstillelse
De seneste år har været præget af væsentlige ændringer i lovgivningen omkring sikkerhedsstillelse i erhvervslivet, hvilket har skabt nye rammer for, hvordan virksomheder kan stille pant og andre former for sikkerhed. Med implementeringen af moderniserede regler, herunder ændringer i tinglysningsloven og indførelsen af nye EU-regulativer som fx det kommende insolvensdirektiv, stilles der nu større krav til gennemsigtighed, dokumentation og vurdering af pantets værdi.
Samtidig har Finanstilsynet og andre myndigheder skærpet tilsynet med bankernes kreditgivning og kravene til risikovurdering i forbindelse med sikkerhedsstillelse.
Dette betyder, at virksomheder i højere grad bliver nødt til at forholde sig strategisk til hvilke aktiver, de kan og vil stille til sikkerhed, samt hvordan de bedst muligt kan opfylde både juridiske og regulatoriske krav.
- Få mere viden om Advokat Ulrich Hejle
her.
Den øgede regulering har også åbnet for alternative og mere fleksible muligheder for sikkerhedsstillelse, som i stigende grad vinder indpas i takt med, at de traditionelle panteformer underlægges flere formelle krav og kontroller. Samlet set har udviklingen på det lovgivningsmæssige område skabt både udfordringer og muligheder for erhvervslivet, hvor det nu er vigtigere end nogensinde at være opdateret på gældende regler og praksis.
Alternative former for sikkerhedsstillelse
Ud over traditionelle former for pant, som fast ejendom og løsøre, vinder alternative former for sikkerhedsstillelse i stigende grad indpas i erhvervslivet. Blandt disse kan nævnes kaution, hvor tredjemand – ofte en ejer eller et moderselskab – garanterer for virksomhedens forpligtelser.
Derudover ses brugen af virksomhedspant, hvor en bredere vifte af aktiver, såsom varelager, tilgodehavender eller driftsinventar, kan indgå som sikkerhed. Desuden har løsninger som factoring og leasing fået større betydning som indirekte former for sikkerhed, da de kan styrke virksomhedens likviditet og gøre den mere attraktiv for långivere.
Du kan læse meget mere om Ulrich Hejle her.
Endelig eksperimenteres der i stigende grad med brug af garantier fra forsikringsselskaber eller internationale banker, som kan fungere som supplerende eller alternativ sikkerhedsstillelse. Disse nye tendenser afspejler et marked i forandring, hvor fleksibilitet og tilpasningsevne bliver nøgleord for både virksomheder og långivere.
Digitale løsninger og blockchain: Fremtidens pant
Udviklingen inden for digitale løsninger har på få år forandret måden, virksomheder stiller sikkerhed på, og blockchain-teknologi spås at få en særlig central rolle i fremtidens pantsystemer. Med digitale pantregistre og smarte kontrakter bliver det muligt at registrere, overføre og håndhæve pantrettigheder langt mere effektivt og transparent end tidligere.
Blockchain-teknologi kan sikre, at oplysninger om pant og deres prioritet ikke kan manipuleres eller forsvinde, hvilket øger tilliden mellem långivere og låntagere markant. Særligt i internationale transaktioner, hvor traditionelle pantsystemer ofte er tunge og bureaukratiske, kan blockchain bidrage til øget hastighed, færre omkostninger og automatisering af processer.
Samtidig åbner digitale løsninger for nye former for sikkerhedsstillelse, fx tokenisering af aktiver, hvor værdier digitaliseres og handles på tværs af platforme. Selvom der stadig er juridiske og praktiske udfordringer, tyder meget på, at digitale løsninger og blockchain kan danne grundlaget for et mere smidigt, sikkert og globalt tilgængeligt pantsystem i erhvervslivet.
Bankernes og långivernes perspektiv
Fra bankernes og långivernes perspektiv er sikkerhedsstillelse, og særligt pant, fortsat et centralt redskab i risikohåndteringen ved erhvervsudlån. Pant giver långiverne en vis tryghed for, at de kan begrænse deres tab, hvis virksomheden misligholder sine forpligtelser. Dog oplever mange finansielle institutioner, at efterspørgslen på fleksible og alternative finansieringsformer vokser, hvilket udfordrer de traditionelle pantebaserede modeller.
Samtidig stiller øget regulering og krav om dokumentation større krav til administrationen af pant, hvilket kan gøre processen tungere og mindre attraktiv for både banker og kunder.
Nogle banker ser derfor mod digitale løsninger, der kan effektivisere håndteringen af sikkerheder, mens andre undersøger mulighederne for at tilbyde mere risikobaserede lån uden klassisk pant. Overordnet set afvejer bankerne løbende hensynet til sikkerhed mod ønsket om at imødekomme kundernes behov for hurtig og fleksibel finansiering – et forhold, der driver udviklingen i markedet for sikkerhedsstillelse.
Virksomhedernes overvejelser og strategier
Når virksomheder skal tage stilling til, om de vil stille pant som sikkerhed, indgår en række strategiske overvejelser. Mange virksomheder vurderer nøje, hvordan pantsætning påvirker deres likviditet, fleksibilitet og muligheder for fremtidig finansiering.
For nogle kan det være en fordel at stille pant for at opnå bedre lånevilkår eller adgang til større kreditfaciliteter, mens andre ønsker at undgå at binde aktiver, som kan begrænse deres handlefrihed i forhold til investeringer og vækst.
Derudover spiller virksomhedens størrelse og branche en væsentlig rolle for beslutningen; eksempelvis har tech- og servicevirksomheder ofte færre fysiske aktiver at pantsætte end produktionsvirksomheder.
Mange virksomheder indarbejder også alternative sikkerhedsformer i deres finansielle strategi, såsom garantier eller samarbejdsaftaler, for at minimere risikoen og bevare ejerskabet over centrale aktiver. Endelig er det blevet mere udbredt at tænke digitale løsninger ind i strategien, både for at effektivisere processerne og for at imødekomme krav fra långivere om større gennemsigtighed og sikkerhed.
Risici og muligheder ved ikke at stille pant
At vælge ikke at stille pant, når der optages lån eller indgås finansielle aftaler, indebærer både risici og muligheder for virksomheder. Uden pant kan virksomheden bevare fuld råderet over sine aktiver, hvilket giver større fleksibilitet til at disponere over ejendele som maskiner, ejendomme eller varelager.
Dette kan især være en fordel for virksomheder, der ønsker at kunne reagere hurtigt på markedet eller har behov for at omstrukturere deres aktiver uden at skulle indhente kreditors samtykke.
På den anden side vil långivere typisk betragte lån uden sikkerhed som mere risikable og kan derfor kræve højere renter eller stille andre, mere byrdefulde vilkår. Derudover kan det blive sværere for mindre eller nystartede virksomheder at opnå finansiering uden at stille pant, da deres kreditværdighed ofte vurderes som lavere.
Endelig kan fraværet af sikkerhedsstillelse føre til øget pres på virksomhedens likviditet, hvis långivere vælger at indskrænke kreditten eller opsige lån ved tegn på økonomiske udfordringer. Samlet set kræver beslutningen om ikke at stille pant en grundig afvejning af virksomhedens behov for fleksibilitet op imod de potentielle omkostninger og begrænsede finansieringsmuligheder.
Bæredygtighed, etik og grøn omstilling i sikkerhedsstillelse
I takt med at samfundet i stigende grad fokuserer på bæredygtighed og grøn omstilling, er disse hensyn også begyndt at præge området for sikkerhedsstillelse i erhvervslivet. Flere finansielle institutioner og investorer efterspørger i dag dokumentation for, at de aktiver, der stilles som sikkerhed, lever op til etiske og miljømæssige standarder.
Dette kan eksempelvis betyde, at pant i ejendomme eller materiel, der anvendes til miljøskadelig produktion, fravælges til fordel for aktiver med lavere klimabelastning eller høj social ansvarlighed.
Samtidig ses der en tendens til, at långivere tilbyder mere favorable vilkår, hvis virksomheden kan dokumentere, at pantet bidrager til bæredygtighed eller understøtter FN’s verdensmål.
På denne måde bliver sikkerhedsstillelse ikke blot et spørgsmål om økonomisk sikkerhed, men også om ansvarlighed og værdiskabelse i et bredere perspektiv. Den grønne omstilling stiller således nye krav til både långivere og låntagere, og virksomheder må i stigende grad indtænke bæredygtighed og etik, når de vælger hvilke aktiver, der skal stilles som sikkerhed.
