Når et selskab eller en person går konkurs, opstår der ofte ét centralt spørgsmål: Hvem får først udbetalt sine penge, når boet skal deles? Virkeligheden er, at der sjældent er nok midler til at dække alle krav, og derfor er det afgørende at forstå den såkaldte prioritetsorden – altså rækkefølgen for, hvem der får deres penge først, når konkursboets aktiver bliver fordelt.
Prioritetsordenen er ikke tilfældig. Den bygger på faste regler og principper i konkursloven, som skal sikre både rimelighed og forudsigelighed for alle involverede parter. Både banker, leverandører, ansatte, det offentlige og ejeren selv kan have krav mod konkursboet, men deres muligheder for at få dækket deres tab varierer markant afhængig af typen af krav og eventuelle sikkerheder.
I denne artikel guider vi dig gennem de vigtigste regler om prioritetsordenen ved konkurs. Vi ser nærmere på, hvordan konkursboet bliver delt op, hvem der står først i køen, og hvad det betyder at være sikret eller usikret kreditor. Vi forklarer også, hvilken rolle ansatte og det offentlige spiller, og hvordan ejeren ofte ender bagerst i rækken. Undervejs illustrerer vi principperne med eksempler fra virkeligheden, så du kan få et konkret billede af, hvordan pengene faktisk fordeles, når konkursen rammer.
Hvad betyder prioritetsordenen ved konkurs?
Prioritetsordenen ved konkurs handler om, hvordan konkursboets midler fordeles mellem de forskellige kreditorer, når et selskab eller en person ikke længere kan betale sin gæld. Da der ofte ikke er penge nok til at dække alle krav, fastsætter konkursloven en rækkefølge – en såkaldt prioritetsorden – der bestemmer, hvem der får udbetalt først, og hvem der må nøjes med det, der måtte være tilbage.
Formålet med denne ordning er at sikre en retfærdig og forudsigelig behandling af de mange forskellige krav, der kan opstå i forbindelse med en insolvens.
Det betyder, at nogle kreditorer, fx dem med pant eller anden sikkerhed i aktiverne, står foran andre i køen, mens usikrede kreditorer og ejeren typisk må vente bagerst. Prioritetsordenen er derfor afgørende for, hvor meget – eller hvor lidt – de enkelte kreditorer ender med at få udbetalt, når der skal gøres op efter konkursen.
Konkursboets opdeling: Hvem ejer hvad?
Når et selskab går konkurs, bliver dets aktiver og passiver samlet i det, man kalder konkursboet. Her opstår det grundlæggende spørgsmål: Hvem ejer egentlig hvad i konkursboet, og hvordan fordeles værdierne? Først og fremmest ophører virksomhedens ledelse med at råde over selskabets aktiver, og en kurator udpeges til at administrere boet.
Kuratorens opgave er at identificere og opgøre alle aktiver – altså alt, hvad virksomheden ejer eller råder over ved konkursens indtræden.
Det kan være alt fra kontanter, varelager, maskiner og biler til fast ejendom, tilgodehavender og immaterielle rettigheder som patenter eller varemærker. Men ikke alt, der befinder sig i virksomheden, tilhører nødvendigvis konkursboet.
For eksempel kan der være varer på lager, som er leveret med ejendomsforbehold, hvilket betyder, at leverandøren stadig ejer dem, indtil de er betalt fuldt ud. Ligeledes kan medarbejderes personlige ejendele eller aktiver ejet af tredjemand, som kun er til låns eller leje i virksomheden, ikke inddrages i konkursboet.
Kurator skal derfor nøje gennemgå, hvilke aktiver der reelt tilhører boet, og hvilke der skal udleveres til rette ejer.
Derudover kan nogle aktiver være pantsat til fordel for visse kreditorer, hvilket betyder, at disse aktivers værdi i praksis er forbeholdt de sikrede kreditorer, inden der fordeles midler til de øvrige. Konkurslovgivningen opstiller således et klart princip: Kun virksomhedens egne aktiver – fratrukket tredjemands rettigheder og sikkerhedsstillelser – indgår i boet og kan fordeles mellem kreditorerne efter konkursens prioritetsorden. Dette gør opdelingen af konkursboet til et afgørende første skridt, da det danner det økonomiske grundlag for, hvem der senere får dækning for deres krav, og i hvilken rækkefølge.
Sikrede kreditorer: Pant, ejendomsforbehold og deres fortrinsret
Sikrede kreditorer står stærkt i konkurskøen, fordi deres krav er dækket af en form for sikkerhed i skyldnerens aktiver. Det kan for eksempel være pant i fast ejendom, biler eller andre værdigenstande, eller det kan være ejendomsforbehold, hvor sælgeren bevarer ejendomsretten til en vare, indtil hele købesummen er betalt.
Når et konkursbo skal deles, har disse sikrede kreditorer fortrinsret til at få deres tilgodehavende dækket af det aktiv, der er stillet som sikkerhed, før midlerne bliver fordelt mellem de øvrige kreditorer.
Det betyder konkret, at hvis en virksomhed går konkurs, og en bank har pant i virksomhedens ejendom, vil banken få dækket sit krav af provenuet fra salget af ejendommen, før andre kreditorer får del i pengene.
På samme måde vil en leverandør med gyldigt ejendomsforbehold have ret til at få sine varer tilbage eller få betaling for dem, før de indgår i boets frie midler. Sikrede kreditorers fortrinsret er derfor et centralt element i konkursbehandlingen og har stor betydning for, hvem der får penge – og hvem der står tilbage med tab.
Usikrede kreditorer: Når der ikke er sikkerhed bag kravene
Usikrede kreditorer er de kreditorer, der ikke har pant, ejendomsforbehold eller anden form for sikkerhed for deres tilgodehavende. Det betyder, at deres krav ikke er “bundet” til bestemte aktiver i konkursboet, men i stedet må de stille sig bagerst i køen efter de sikrede kreditorer og visse andre fortrinsberettigede krav.
Eksempler på usikrede kreditorer er leverandører, der har solgt varer eller ydelser uden at tage sikkerhed, private långivere eller samarbejdspartnere.
Når boets aktiver skal fordeles, får de usikrede kreditorer kun dækning, hvis der er noget tilbage, efter de sikrede og fortrinsberettigede krav er betalt. Ofte betyder det, at usikrede kreditorer kun får udbetalt en mindre del af deres krav – eller i værste fald ingenting. Derfor anses det for at være forbundet med en væsentlig risiko at være usikret kreditor i et konkursramt selskab.
Lønmodtagere og Lønmodtagernes Garantifond
Lønmodtagere indtager en særlig position i prioritetsordenen ved konkurs. Hvis en virksomhed går konkurs, vil lønmodtageres tilgodehavender for løn, feriepenge og visse andre ydelser have fortrinsret frem for de fleste andre usikrede kreditorer.
Få mere viden om Advokat Ulrich Hejle
her.
Dette skyldes, at lønmodtagere typisk har en svagere økonomisk position og ofte er afhængige af deres løn for at klare dagligdagen. Hvis boets midler ikke rækker til fuld dækning af lønkravene, træder Lønmodtagernes Garantifond (LG) til.
LG sikrer, at lønmodtagerne alligevel kan få udbetalt deres tilgodehavende inden for bestemte grænser og betingelser. Garantifonden fungerer således som et sikkerhedsnet, så medarbejderne ikke står helt uden indkomst, hvis deres arbejdsgiver går konkurs. Efter udbetalingen overtager LG lønmodtagernes krav i konkursboet og indtræder i køen på deres vegne.
Skattevæsenet og det offentlige som kreditor
Når en virksomhed går konkurs, kan både Skattevæsenet og andre offentlige myndigheder ofte have krav mod boet – typisk i form af ubetalte skatter, moms, afgifter eller sociale bidrag. Tidligere havde det offentlige en privilegeret position i prioritetsordenen, men efter ændringer i konkursloven står statens krav i dag som hovedregel på linje med andre usikrede kreditorer.
Det betyder, at Skattevæsenet og det offentlige ikke længere automatisk får deres tilgodehavender dækket før andre almindelige kreditorer, men må dele det, der måtte være tilbage, ligeligt med dem.
Dog kan der i visse tilfælde stadig være fortrinsret for eksempelvis indeholdt A-skat og moms, hvis virksomheden ikke har afregnet disse korrekt på vegne af staten. Det offentlige kan altså både optræde som ligestillet og som privilegeret kreditor afhængig af kravets art, hvilket har stor betydning for, hvor meget staten kan forvente at få ud af et konkursbo.
Efterstillede krav og ejerens rolle i køen
Efterstillede krav indtager den absolutte bundplacering i konkurskøen, hvilket betyder, at de kun bliver dækket, hvis der er midler tilbage, efter alle andre kreditorer har fået deres tilgodehavender betalt. Disse krav omfatter typisk renter, der er påløbet efter konkursdekretets afsigelse, bøder, visse former for lån fra virksomhedens ejere, eller andre gældsposter, som efter konkurslovens regler eller aftale med skyldneren udtrykkeligt er gjort efterstillede.
I praksis betyder det, at sandsynligheden for, at efterstillede kreditorer får penge, er meget lille, da boets midler sjældent rækker til at dække disse krav, når først alle foranstillede og almindelige (usikrede) kreditorer har fået deres del.
Ejeren af virksomheden spiller ofte en særlig rolle i denne forbindelse.
Har ejeren ydet personlige lån til selskabet – for eksempel i form af indskud, der ikke har sikkerhed i virksomhedens aktiver – vil disse lån næsten altid blive betragtet som efterstillede krav.
Det samme gælder ofte for familiemedlemmer eller selskaber, som reelt kontrolleres af ejeren selv. Formålet med denne ordning er at sikre, at eksterne kreditorer ikke bliver stillet dårligere, fordi ejeren forsøger at redde sit selskab ved at skyde penge ind, men så senere vil have disse tilbage på linje med almindelige kreditorer.
Få mere viden om Ulrich Hejle her.
Derfor må ejeren indfinde sig med at stå bagerst i køen, hvis virksomheden går konkurs. Er der ikke midler nok til at dække efterstillede krav, bortfalder disse ganske enkelt, og ejeren – eller andre, der har ydet sådanne lån – må som oftest indstille sig på, at pengene er tabt. Dette understreger vigtigheden af at forstå sin position i prioritetsrækkefølgen, både som ekstern kreditor og som ejer, der har investeret i egen virksomhed.
Eksempler fra virkeligheden: Hvem fik pengene – og hvem gik tomhændet?
Når et selskab går konkurs, er det ofte med store konsekvenser for både ansatte, leverandører, banken og ejeren selv. Lad os tage et typisk eksempel: Et mindre byggefirma gik konkurs, hvor banken havde pant i firmaets maskiner og biler.
Da boet blev gjort op, blev maskinerne solgt, og provenuet gik direkte til banken som sikret kreditor. Leverandører, der havde solgt materialer på kredit uden sikkerhed, fik kun udbetalt en lille brøkdel af deres krav – ofte blot få procent eller ingenting, afhængig af boets midler.
Lønmodtagerne fik dækket deres tilgodehavender via Lønmodtagernes Garantifond, mens ejeren af firmaet endte bagerst i køen og fik intet ud af boet. Eksemplet viser tydeligt, hvordan prioritetsordenen afgør, hvem der får dækning for deres krav, og hvem der må forlade konkursen tomhændet.
